
VAMDRUP/POLITIK: Et debatmøde på torsdag i Vores Hus i Vamdrup om et forslag til en ny kommuneplan, som netop er sendt ud i offentlig høring, har særlig interesse for byen.
Byrådet har nemlig overraskende valgt at følge en indstilling fra administrationen om at droppe udstykningen af attraktive byggegrunde ved Bønstrup Sø. Og det skuffer!
Vamdrup Byforum og en række borgere i byen har, som tidligere omtalt her i avisen, nemlig før udsendelsen af forslaget udtrykt ønske om, at planen blev bibeholdt i kommuneplanen – men det er altså ikke efterkommet.
Forslaget til en ny kommuneplan peger, trods opgivelsen af udstykningen ved Bønstrup Sø, ikke på nye muligheder for udstykninger i Vamdrup, men kun på nye arealer til byudvikling i Vonsild, den nordøstlige del af Kolding og ved Almind-Viuf, Lunderskov og Christiansfeld.
Op ad bakke…
– Jeg må nok indrømme, at som det ser ud nu, er det op ad bakke, hvis vi skal bevare muligheden for at udstykke grunde ved Bønstrup Sø, lyder kommentaren fra S-politikeren Poul Erik Jensen fra Vamdrup.
Administrationens begrundelse for at droppe udstykningen ved Bønstrup Sø er, at udstykningen ligger for tæt på jernbanelinjen, og at nye boliger på stedet derfor vil blive udsat for generende støj fra togene.
Men den køber Poul Jensen ikke:
Tog er ikke et problem
– Det kan da godt være, at jernbanen er et problem på papiret for administrationen inde i Kolding. Men borgere i Vamdrup har siden 1866, hvor jernbanen kom til byen, levet side om side med banen. Jernbanen er Vamdrups DNA. Det er jernbanen, der har skabt byen. Og vi er glade for, at den er der i dag med togstop ved Vamdrup station med direkte IC-lyn forbindelser til Odense og København. Jernbanen er med til at sætte Vamdrup positivt på landkortet, siger Poul Jensen.
Årsagen til, at debatten om kommuneplanen er oppe lige nu, er, at kommunen netop nu har et forslag til en revideret plan for de kommende års udvikling i kommunen ude i offentlig høring inden endelig vedtagelse i byrådet.
Debatmøde
Debatmødet i Vores Hus i Vamdrup finder sted torsdag den 27. februar fra klokken 19-21.
Poul Erik Jensen opfordrer borgere i byen, som mener, at Vamdrup skal sikres fortsat udvikling på boligområdet ved at bevare udstykningen ved Bønstrup Sø i kommuneplanen, til at møde op til debatmødet i Vores Hus.
Fakta om kommuneplanen
Hvert fjerde år skal byrådet vurdere, om den eksisterende plan skal ændres, eller om den kan fortsætte uændret i en ny fireårsperiode.
- Byrådet behandlede og godkendte kommuneplanforslaget den 17. december 2024.
- Kommuneplanen er delvist udarbejdet i fællesskab med de øvrige seks kommuner i Trekantområdet.
- Høringsperioden for det nye kommuneplanforslag er den 4. februar – 1. april 2025 og er koordineret med de øvrige 6 kommuner i Trekantområdet.
- I februar-marts 2024 var der en debatperiode med mulighed for at komme med input til udarbejdelse af den nye kommuneplan på baggrund af et debatoplæg. De fremsendte 40 høringssvar blev behandlet på et udvalgsmøde den 18. juni 2024 i udvalget for Økonomi og Strategi.
/sebro.