Så fik Vamdrup sin længe ventede nye autosprøjte

Og det var ledsaget med ord fra borgmester Knud Erik Langhoff

Her overrækker borgmester Knud Erik Langhoff (th) nøglerne til den nye autosprøjte til John Boelck.

VAMDRUP: Så fik TrekantBrand station Vamdrup sin længe ventede nye autosprøjte. Og den blev på behørig vis afleveret til mandskabet onsdag eftermiddag, ledsaget af bevingede ord fra Koldings borgmester og formand for bestyrelsen for Trekantområdets Brandvæsen, TrekantBrand, Knud Erik Langhoff:

– Jeg står her med en af de glædelige begivenheder, jeg kommer ud for som borgmester. Og jeg gætter også på, at I her i Vamdrup bliver glade for det nye køretøj. For det er ikke bare en bil. Det er et brandteknisk tip-top moderne redskab, som kan understøtte, når der udføres den livsvigtige samfundsopgave, det er at redde liv og værdier, lød det fra Knud Erik Langhoff, før han overrakte nøglerne til den split nye autosprøjte til lederen af station Vamdrup, John Boelck.

Et bedre arbejdsmiljø  

Ved et lidt nærmere kik på det nye køretøj, er det ud over at være udstyret med et effektivt teknisk udstyr til at udføre brandslukning og redningsopgaver med, indeholder det også ting, som kan forbedre brandmændenes arbejdsmiljø.
Der er fx rigtig god plads i kabinen, hvor der både er aircondition og køleskab. Og så er det nok også værd at bemærke, at værktøj og arbejdslys kører på el med batterier, som energikilde, hvilket af brandmændene betegnes, som en meget stor fordel.
Under overleveringschancen kom det også frem, at med den nye autosprøjte, er man nået et stort skridt videre med ønsket om, at alle stationer under TrekantBrand har ensartet materiel at arbejde med, når uheldet er ude.

Kan medbringe
3000 liter vand

Det nye slukningskøretøj er opbygget i Spanien på et Scania chassis med en 410 hk motor, og det har fuldautomatisk gear og skivebremser. Køretøjet kan medbringe 3000 liter vand, som kan anvendes ved hurtig indsats både med lavtryk, højtryk og skum. Det er udstyret med opskydelig lysmast, røgdykkerudstyr, flugtmasker, redningsstige, materiel til afstivninger, samt med nødpakninger, som kan anvendes ved tilskadekomster. Den nye autosprøjte afløser stationens nu tyve år gamle sprøjte.
Tilstede ved overrækkelsen var også beredskabsdirektør Jarl Vagn Hansen fra TrekantBrand, de lokale medlemmer af beredskabskommissionen, Freddy Christensen og Yrsa Mastrup, stationens egne brandmænd, samt række inviterede, blandt andre fra nabostationerne. /seb.

Fra venstre borgmester Knud Erik Langhoff, John Boeleck, Yrsa Mastrup og Freddy Christensen foran den nye autosprøjte.

 

Se også