Kommunen går til kamp mod tomme ældreboliger
KOMMUNEN: Der står rigtigt mange boliger for ældre tomme rundt om i Kolding Kommune, og det er især boliger i den dyre ende, der står uden lejere.
Men det vil man fra kommunens side nu prøve at rette op på. Derfor ligger der nu forslag om, at der skal ansættes en medarbejder, hvis jobområde udelukkende skal have fokus på de tomme boliger. I kommunen kalder man problemet for ”tomgangshuslejen”.
Der er lagt op til, at medarbejderen skal sikre:
At ældreboligerne fremstår og fremvises præsentabelt.
At dialogen med boligselskaberne om vedligeholdelse af ældreboligerne styrkes.
At ældre borgere i Kolding Kommune får bedre og mere viden om muligheden for at blive visiteret eller anvist en ældrebolig.
At der arbejdes målrettet med at afsøge, hvordan tomgangshuslejen i ældreboliger kan nedbringes.
Kommunen finder problemet så alvorligt, at der i det kommunale budget for 2025-2028 under anlæg er afsat 1.5 millioner kroner årligt til at nedbringe tomgangshuslejen i ældreboliger.
/ seb