Danæg indviede sin ny administrationsbygning

For et år siden blev første spadestik taget til Danæg Groups ca. 1.500 kvm store nye hovedkontor i Christiansfeld. Onsdag den 14. maj 2025 indviede æggevirksomheden den bygning, der skal give plads til virksomhedens ambitioner og visioner for fremtiden.
I 1982 samlede Danæg alle sine pakkerier i Christiansfeld, og i alle årene siden har virksomhedens produktion og administration hørt til under samme tag på Danægvej 1 i Christiansfeld.
Med årene og i takt med ekspansion i både Sverige og Finland blev rammerne imidlertid for snævre, og beslutningen om et nyt hovedkontor på den anden side af vejen fra produktionen blev derfor truffet.
Onsdag den 14. maj blev det 1.500 kvm store hovedkontor officielt indviet og vil fremover danne rammerne om hele Danæg Group, der med sine i alt syv selskaber – tre i Danmark, tre i Sverige og et i Finland – er Nordens markedsledende virksomhed inden for æg.

”Den gamle dame” er stadig i fuld vigør
– Vi fylder i år 130 år og kan med rette kaldes for ”den gamle dame”, men virketrangen, innovationslysten og ekspansionsmulighederne er stadig fuldt ud intakte. Vi ser mange muligheder i fremtiden både i forhold til nye produkter og markeder, og det skal vores nye hovedkontor give os plads til, sagde Jann Dollerup Vig Jensen, som er Group CEO (koncerndirektør) i Danæg Group:
Fra trad. andelsselskab til milliard-koncern
– Vi er inden for nyere tid gået fra at være et traditionelt dansk andelsselskab til i dag at være en milliardomsættende fødevarekoncern med syv selskaber fordelt i Norden. Og i takt med ekspansion har vi brug for at holde os attraktive i rekrutteringsøjemed. Og her betyder faciliteterne noget.
Bedre faciliteter for alle
Det nye hovedkontor byder på rigeligt med plads og faciliteter i allerhøjeste klasse og er bygget af den lokale entreprenørvirksomhed Daugaard Pedersen med base i Vamdrup.
Det er ikke blot administrationen, der får nye rammer. I løbet af foråret er pakkeriet i de hidtidige lokaler blevet opgraderet med nye robotter, og de tidligere rammer for administrationen vil i den kommende tid blive forvandlet til mere lagerplads for produktionen og til bedre faciliteter for produktionsmedarbejderne.
Til indvielsen havde Danæg Group frabedt sig gaver og i stedet opfordret til at støtte Julemærkehjemmene. Det blev taget godt imod, så Danæg Group kan donere et større beløb til det gode formål.
Charlotte/Henri.