Håb om ny bus til Lindelys Venner

I Vamdrup findes en særlig busforening kaldet Lindelys Venner, hvis formål er at give ældre borgere en tur ud i det blå og at få nogle dejlige oplevelser sammen med andre.

Ikke alle ældre har mulighed for selv at komme ud i naturen eller til besøge spændende steder. Mange sidder alene hjemme og føler sig ensomme.

Det forsøger Lindelys Venner at gøre noget ved. Foreningen råder over en bus med plads til otte personer og lift til kørestole. Man skal blot være medlem, og så beslutter man i fællesskab, hvor turen går hen. Man betaler et beløb til brændstof, og chaufføren er frivillig.

Den første bus blev i sin tid doneret af en plejehjemsbeboer, da Lindely stadig var et plejehjem. I 1997, da Lindely var omdannet til aktivitetscenter, blev bussen overdraget til den nystiftede forening. Da den oprindelige bus skulle udskiftes, blev der oprettet en selvstændig busforening med det formål at kunne søge fondsmidler.

Den nuværende bus er finansieret med støtte fra Velux Fonden.

På årets generalforsamling kunne bestyrelsen desværre konstatere, at driften af bussen efterhånden er blevet meget bekostelig, især på grund af mange reparationer og høje afgifter. Tiden nærmer sig, hvor bussen ikke længere kan holde.

Men nu er der nyt håb: Jørgen Schou fra Schou Company, hvis familie har rødder i Vamdrup, har valgt at støtte foreningen.

Som søn af den kendte erhvervsdrivende i Vamdrup, Andreas Schou, ønsker han at bidrage til aktiviteter i byen – særligt til dem, der giver ældre mennesker oplevelser og livsglæde. Derfor har han doneret 100.000 kr. som startkapital til en ny bus.

Med denne donation har foreningen nu mulighed for at søge yderligere støtte – både fra fonde og kommunen – og dermed tage de første skridt mod anskaffelsen af en ny el-bus med lift.

Bestyrelsen har undersøgt mulighederne og fundet frem til, at sådan en bus vil koste omkring 800.000 kr. plus moms. Til gengæld vil den være langt billigere i drift med lav vægtafgift, færre reparationer og lavere forsikringsomkostninger.

Med Jørgen Schous generøse bidrag ser Lindelys Venner nu frem til at fortsætte det vigtige arbejde med at bringe glæde og fællesskab til Vamdrups ældre borgere, fortæller Ingelise Johnsen.

Se også