Kongebrocentret slipper for hjemmehjælper-base
Kongebrocentret får alligevel ikke hjemme- og sygeplejen ind i lokalerne på plejehjemmet, som kommunen ellers havde planlagt som indmødested til omklædning og bad.
Som tidligere omtalt her i Fællesavisen så protesterede Bruger- og pårørenderådet imod dette. De mente, det ville skabe for stor uro for de ældre.
Der blev indkaldt til endnu et møde på plejehjemmet i Bruger- og pårørenderådet, hvor rådet fik en nærmere redegørelse af embedsfolk fra kommunen.
Her deltog Molle Lykke Nielsen, Hejls, som repræsentant fra Ældrerådet, og deltagerne i Bruger- og pårørenderådet stillede kritiske spørgsmål.
Embedsfolkene tog de kritiske spørgsmål med hjem til overvejelse.
Resultatet mundede ud i, at Kongebrocentret nu ikke får hjemme- og sygeplejen ind i lokaler på plejehjemmet, oplyser Molle Lykke Nielsen (DF), som er tilfreds med afgørelsen.