Psykoterapeut advarer imod hemmelig plan for specialskoler

Lene Brøndum Madsen frygter, at flertallet i Børne- og Uddannelse-udvalget er på vej til at lave en ny ordning, som vil skade børn med særlige behov. Strategien er udformet af revisionsfirmaet BDO og er ikke lagt offentligt frem.

Politikerne i Koldings Kommunes Udvalg for Børn og Uddannelse har på et møde den 9. april 2025 fået fremlagt 4 nye principper for specialtilbud til elever i Kolding Kommune.

Principperne er fremkommet på baggrund af analyser, udarbejdet af konsulentfirmaet BDO i 2022. BDO er ellers mest kendt for at være et revisionsfirma, og deres analyse handler da også om, hvordan kommunen kan spare penge ved at flytte elever fra specialskoler til almene skoler. Flere kommuner har allerede indført deres foreslåede system.

Psykoterapeut Lene Brøndum Madsen

Chefgruppen er enig
Og det fremgår af referatet fra mødet, at “chefgruppen er enig i BDO’s forslag til principper”.
– Når man læser referatet, bruges der mange smukke ord, men i virkeligheden handler det om en meget stor ændring overfor børn, som har vanskeligheder med at trives i en almindelig folkeskole, siger psykoterapeut Lene Brøndum Madsen. Hun hjælper mange skolebørn med angst og andre traumer.
Hidtil er mange af disse børn blevet henvist til kommunens specialskoler. Men det skal nu ændres.

Ekstrem ændring
– Der er tale om et ekstremt paradigmeskifte på specialområdet, gør Lene Brøndum opmærksom på og citerer fra referatet:
“Kolding Kommunes specialundervisning (skal) baseres på elevernes pædagogiske behov”. Og i BDO’s rapport beskrives, hvordan ”diagnosefokus skal udfases” og målgruppebeskrivelser og visitationspraksis ”justeres”.
– Hvad betyder det så?’
– Det betyder, at man fremover vil vurdere børn efter deres ”pædagogiske” behov og ikke som hidtil også ud fra barnets diagnose. Det vil man ”udfase”.
I praksis vil man altså placere autistiske og andre børn med store vanskeligheder i almindelige klasser.
Og vi ved, at sådanne børn har vanskeligt ved at trives i almindelige skoler. De skal kæmpe med angst og mobning, fordi andre elever ofte vil opfatte dem som dumme eller mærkelige på grund af deres udfordringer. Og selv om man placerer dem i specialklasser på de almindelige skoler, vil de ofte blive drillet af kammerater, som siger, at de går i spasser-klasse, forklarer Lene ud fra sine mange erfaringer med traumatiserede skolebørn.

Udsatte børn kan blomstre op igen
– Hvad er efter din mening det rigtige at gøre?
– Det er at placere børnene i specialskoler, hvor de er sammen med andre, der også har problemer, og hvor der bliver taget hånd om deres diagnose.
Vi har jo set i praksis at børn, som før var gået helt i stå, blomstrer op, når de kommer på en specialskole, hvor man forstår deres udfordringer.

Penge fremfor børn
– Handler det her i virkeligheden om penge?
– Ja, det gør det også, selv om det slet ikke er de store penge, som kommunen kan tjene på at ændre systemet.
I forvejen har kommunen jo gennemført en incitament-model, som betyder at skoler kan få ekstra tilskud, hvis de fastholder elever med problemer på de almindelige skoler, i stedet for at sende dem videre til specialskoler, hvor de kunne få det bedre. Her risikerer man virkelig, at der tages økonomiske hensyn fremfor hensyn til barnet.
– Kan man ikke mistænke dig for, at du vil beholde det nuværende system, fordi du kan tjene penge på at diagnostisere børnene?
– Nej for en psykoterapeut er ikke uddannet til og kan ikke diagnosticere.
Nej, det forholder sig faktisk omvendt. Hvis det nye system bliver gennemført, vil jeg desværre få endnu mere arbejde med at hjælpe de børn, der ikke kan klare udfordringerne.
Og jeg mangler ikke arbejde. Forældre kommer til mig helt fra Sjælland med deres traumatiserede børn.

Savner åbenhed
– Du har også protesteret imod at det nye system forsøges gennemført, uden at der er åbenhed om det.
– Ja. Jeg synes, at det er meget mærkeligt, at alle udvalgsmedlemmer (undtagen Søren Rasmussen, DF) stemte for principforslaget og for, at BDO’s rapport danner grundlag for kommunens videre arbejde med specialområdet.
For hvad betyder det konkret? I BDO’s anbefalinger i rapporten står der fx, at de ”anbefaler at Vonsild Skole og Marielundskolen forbliver de eneste specialskoler. Alle øvrige tilbud reetableres som specialklasser med henblik på at styrke tilknytningen til almenområdet”.
’Vil det sige, at de andre specialskoler nedlægges?
Jeg er selv socialdemokrat – min far var borgmester Bent Rasmussen i Kolding – og jeg har først forgæves kontaktet partiets medlem af udvalget. Jeg undrer mig over, at de røde partier ikke siger fra.
Hvorfor denne sammenspisthed? spørger Lene Brøndum Madsen.
Som nævnt stemte Søren Rasmussen som den eneste imod den nye strategi i Børne og Uddannelses-udvalget. Han fik dermed sagen udsat til byrådsmødet tirsdag den 27.5.
– Her kan det ses, hvilke politikere, der er for, og hvem der er imod disse langsigtede planer for udsatte børn, siger Lene Brøndum Madsen.

Når man forsøger at inkludere børn med store udfordringer i den almindelige folkeskole eller i specialklasser, viser erfaringerne desværre, at det sjældent fungerer, mener psykoterapeut Lene Brøndum Madsen.
Se også