500 børn går på opdagelse i Skamlingsbankens natur og historie
Onsdag den 28. maj 2025 – dagen før Kr. Himmelfartsdag – får mere end 500 elever fra 4. klasser i Kolding Kommune en helt særlig skoledag i det fri.
Turen går til det ikoniske naturområde Skamlingsbanken, hvor eleverne skal arbejde med stedets kulturelle, historiske og naturfaglige særkende gennem undersøgende og legende aktiviteter.
Skamlingsbanken danner nemlig med sin storslåede udsigt og rige fortid en autentisk ramme for tværfaglig undervisning.
Her får eleverne mulighed for at bruge kroppen til at undersøge naturen, lære om biodiversitet og gå i fodsporene på nogle af Danmarkshistoriens mest betydningsfulde talere og samfundsdebattører.
Som noget nyt bliver dagens faglige workshops til i samarbejdet med pædagogstuderende fra UC Syd, som deltager aktivt i planlægning og afvikling af dagen. De studerende bidrager med aktiviteter og pædagogisk værtskab, samtidig med at de får værdifuld praksiserfaring i udeskole og tværfaglig formidling:
”Skamlingsbanken er ikke bare et smukt sted – det er også et sted, der inviterer til faglig fordybelse,” siger Dennis Hornhave Jacobsen, Undervisnings- og udviklingsansvarlig hos Skoletjenesten Kolding.
”Vi vil gerne give eleverne mulighed for at opleve, hvordan historie, natur og kultur kan hænge sammen og gøre undervisning nærværende. Samtidig er det en fantastisk mulighed for kommende pædagoger at arbejde med børn i en autentisk undervisningssituation,” siger Dennis Hornhave Jacobsen.
Projektet er udviklet i samarbejde mellem Kulturskolen Kolding, Kolding Naturskolen, SKIK – Folkekirkens skoletjeneste i Kolding og Skoletjenesten Kolding ved Kolding Stadsarkiv, som på 4. år er initiativtager til arrangementet.
Dagen starter kl. 9 med fællessang, hvor Louise Støjberg og Ronnie Flyvbjerg Olsen tager alle med på en smuk tur rundt i den danske sangskat. Festlighederne slutter kl. 13.
Har man lyst, er man velkommen til at deltage i de to afsluttende fællessange kl. 12.30.
Lene W / Henri.