Børn på skole i Kolding får betalt skolemad

Munkevængets Skole kan snart servere gratis skolemad til elever på mellemtrinnet.

Som den eneste skole i Kolding Kommune er Munkevængets Skole udtrukket til at deltage i den nationale forsøgsordning for skolemad, som løber i perioden fra 2025-2028.

I alt har 282 folkeskoler i 76 kommuner samt 64 frie grundskoler tilmeldt sig forsøget. Demonstrationsskolerne er nu udtrukket ved lodtrækning, og puljemidlerne er derfor fordelt.

Munkevængets Skole er én af de heldige, som allerede fra i år kan få mulighed for at servere skolemad til samtlige elever på mellemtrinnet.

Forsøget, som Kolding Kommune bliver en del af, skal indsamle viden om og erfaringer med skolemad i Danmark. Ambitionen er at få erfaringer med forskellige måder at organisere skolemadsordninger på og få mere viden om skolemads betydning for elevernes sundhed, læring og trivsel.

Politisk opbakning til forsøgsordningen

Sagen om skolemadsforsøgsordningen blev politisk behandlet i Udvalget for Børn og Uddannelse i april.
Her bad udvalget forvaltningen om at afdække, om én eller flere skoler i Kolding kunne medvirke i forsøget. På baggrund deraf blev Munkevængets Skole tilmeldt lodtrækningen.

”Jeg er utrolig glad, for at vi i Kolding får mulighed for at være med til at afprøve skolemadsordningen. Jeg tror på, at skolemad kan rigtig meget. Det kan bl.a. være med til at skabe lighed blandt børnene, fordi alle får det samme. Det kan give mætte maver, bedre koncentration og derved bedre forudsætninger for god undervisning og trivsel, forklarer Hans Holmer (SF), der er formand for Udvalget Børn og Uddannelse.

Uden forældrebetaling

Kommunen får 4,3 mio.

Som led i den nationale forsøgsordning skal der afprøves forskellige former for finansieringsmodeller af skolemad. Ligeså skal der afprøves om lokal produktion eller ekstern leverandør af mad er den mest fordelagtige ordning.

Munkevængets Skole er udtrukket til at skulle afprøve den ordning, hvor maden kommer udefra, og hvor der ikke er nogen forældrebetaling forbundet med skolemaden. Derfor får Kolding Kommune i alt 4.371.500 kr. til projektet.

Jannie Weismann, der er skoleleder på Munkevængets Skole, er enormt glad for udtrækningen og ser frem til forsøgsperioden:

– Vi er meget glade, for at vores skole er udvalgt til forsøgsordningen med skolemad. Ikke mindst er jeg glad på elevernes vegne, da vi ved, sund og nærende mad styrker både trivsel og læring. Et godt supplement til børnefamilier i en hektisk hverdag, siger hun.

Kolding Kommunes medvirken i skolemadsforsøgsordningen forventes at blive endelig godkendt i byrådet den 17. juni. 2025.

MVH/Henri.

Se også