Vamdrup Vandværk på forkant mod forurening og strømafbrydelser
VAMDRUP: Mens rigtigt mange af landets cirka 2000 vandværker bare har siddet statens opfordringer overhørig om at sikre drikkevandet mod forurening af pesticider og mod utilsigtede strømafbrydelser, så er Vamdrup Vandværk her på forkant.
Vandværket på Ballegårdsvej i Vamdrup kunne på selskabets seneste generalforsamling nemlig melde ud til sine cirka 1250 forbrugere, at værket nu på bedst mulig måde har sikret vandforsyningen både mod uventede strømafbrydelser og mod forurening af pesticider, forårsaget af sprøjtemidler fra landmænd.
I bestyrelsens beretning over det seneste års drift fremgik at sikringen mod forureningen af pesticider er sket ved at vandværket simpelthen har opkøbt passende arealer landbrugsjord omkring værkets tre driftsklare vandboringer, for derefter igen at ”udleje” arealerne til landmændene på betingelse af, at der under fremtidig dyrkning af arealerne hverken anvendes sprøjtemidler, gødning – eller andre former for skadelige midler.
Og hvis strømmen af en eller anden årsag uventet skulle forsvinde, så står en generator klar til at overtage styringen af pumperne. Og som yderligere sikring er der endvidere truffet fast aftale om levering af brændstof til generatoren.
Det oplystes videre i beretningen, at Kolding Kommune – også som et led i forsyningssikkerhed – har opfordret vandværket til at søge samarbejde med nabovandværker med direkte lednings forbindelse. I denne forbindelse er der indledt samarbejde med Skodborg Vandværk, idet et sådant samarbejde passer bedst til udbygningen af værkets bestående ledningsnet.
Endvidere fremgik det også af beretningen, at vandværket har sagt ja til at overtage vandforsyningen til cirka ti husstande fra Stepping Vandværk, da de i øjeblikket, af forskellige årsager, modtager udrikkeligt vand fra Stepping Vandværk. /seb