Nordea Fonden støtter spejderprojekt i Vamdrup med en lille million kroner

VAMDRUP: Spejderhuset på Østerbyvej i Vamdrup er blandt 46 mødesteder i Region Syddanmark, som tilsammen får 22,9 millioner kr. i støtte fra Nordea-fondens renoveringspulje:
– Vi opdagede faktisk først mandag eftermiddag, at vi er blandt de heldige, som Nordea Fonden har valgt at støtte, og vi er naturligvis meget glade og stolte.
Sådan lød det fra formanden (mk) for KFUM-spejderne i Vamdrup, Kirsten Schelde-Rasmussen, efter det var helt klart, at Nordea Fonden havde givet tilsagn om en donation på 987.500 kroner i støtte til renovering af spejderhuset på Østerbyvej i Vamdrup.
Kirsten Schelde-Rasmussen fortæller, at pengene primært skal bruges til at gøre spejderhuset til et godt sted at være for handicappede brugere af huset.

– Vi har samarbejdet med Kolding Kommune i et år om et projekt for udviklingshæmmede, som et forsøg, og det fortsætter nu mere permanent, fortæller Kirsten Schelde-Rasmussen.
Spejderhuset i Vamdrup er bestemt ikke af ny dato. Ikke mindst der for falder støtten på et tørt sted. 525.000 kroner af det samlede beløb skal bruges til renoveringen af spejderhusets indgangsparti, så det bliver lettere for handicappede og deres pårørende at komme ind og ud af huset. 257.500 kroner skal bruges til etablering af et tidssvarende handicap toilet, samt til renovering af badefaciliteterne, og de resterende 215.000 kroner skal investeres i et nyt køkken.
Kirsten Schelde-Rasmussen fortæller, at det hele er ikke lige er kommet af sig selv. Der er fra tilknyttede frivillige til huset i hele ansøgningsforløbet udført et stort arbejde med udarbejdelse af tegninger og budgetlægning og meget mere:
– Men med donationen fra Nordea har det hele været arbejdet værd, tilføjer en glad formand for KFUM-spejderne i Vamdrup.
Kirsten Schelde-Rasmussen ser frem til at renoveringen af spejderhuset på Østerbyvej nu kan startes op. Og det regner hun med allerede kan ske i august i år.
Hun fortæller også, at Henrik Hansen, som er kasserer hos spejderne i Vamdrup, er udpeget som tovholder for projektet i byggeperioden. /seb