Kvindelig læge overtager Hung Lees praksis i Christiansfeld

Henriette Lund overtager praksissen i Lindegade pr. 1. august. Hung Lee fortsætter som praktiserende læge – men nu ved Lægerne i Sundhedscentret i Haderslev. Han beholder dog skanningsklinikken Scanfeld.

Hung Lee har solgt sin praksis til Henriette Lund.

– Jeg har været glad for at være læge her i Christiansfeld, siger Hung Lee efter seks år med klinik i honningkagebyen.

Hung Lee har nu solgt sin praksis til speciallæge Henriette Ry Kirstine Lund. Selv skal han være partner i Sundhedscentret i Haderslev.

– Her indgår jeg som partner i en 2-mands lægepraksis og opnår derved en længe ønsket stabilitet i arbejdslivet med mulighed for ferie, dækning ved sygdom og mulighed for at genoptage uddannelsesmuligheder og -forpligtelser, siger han.

– Henriette Lund har tidligere arbejdet i klinikken som vikar. Hun var en yderst populær og vellidt læge, der tiltrak mange nye patienter til klinikken, fortæller Hung Lee.

Bor i Kolding

Henriette Lund bor i Kolding og har tre børn plus tre bonus børn. Og hun er glad for, at hun nu får sin egen praksis så tæt på bopælen.

– Jeg har tidligere afløst som vikar i en del byer i Sønderjylland samt i Vorbasse og Vejle. Men nu tager jeg det store spring og køber klinikken her, fortæller hun til Fællesavisen.

– Jeg har et godt indtryk af klinikken og byen. Og jeg vil faktisk gerne være læge i en mindre by. Man får bedre kontakt med patienterne, og det er ikke så anonymt som i en stor by.

Henriette Lund kommer oprindelig fra Nordsjælland og har taget sin lægeuddannelse i København, men hun flyttede for en del år siden til Jylland og er faldet til her.

Ved siden af sit arbejde som praktiserende læge er Henriette Lund formand for Dansk Selskab for Almen Medicin i Region Syd. Hun underviser andre læger i kommunalt samarbejde, har en master i sundhedsantropologi og samarbejder med Aarhus universitet om forskning indenfor børn og unges trivsel.
Jordemoder Annemette Rosenvold fortsætter i klinikken, som skifter navn til Lindegades Lægehus.

Skanfeld flytter med

Hung Lee har i sin tid i Christiansfeld oprettet en virksomhed, der tilbyder skanning uden den sædvanlige ventetid. Firmaet er opkaldt efter byen og hedder Skanfeld. Dette firma tager han med.

Hung Lee indrømmer, at han i starten måske havde lidt mange ”københavner-idéer”. For eksempel tilbød han en ordning, hvor patienter kunne betale ekstra for at komme til konsultation om lørdagen.

Berlingske og andre medier kritiserede ham også for at ordinere slankemedicinen Wegovy ikke blot til svært overvægtige med en BMI over 30, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, men også til andre.

Og sagerne har været irriterende, indrømmer han. Men det daglige positive arbejde med patienterne har fyldt mest.

Se også