Borgmesteren om vinfestivallen: Det er godt gået!

Og det kan kun lade sig gøre, fordi så mange frivillige er med.

Borgmester Knud Erik Langhoff på scenen sammen med styregruppen.

– Det er godt gået af en forholdsvis lille by med ca. 3.000 indbyggere, at man nu for 17. år kan holde en vinfestival, sagde borgmester Knud Erik Langhoff, da han åbnede dette års vinsfestival.

– Men det kan også kun lade sig gøre, fordi Christiansfeld er en særlig by, hvor indbyggerne bakker op og giver en hånd med. Hele 300 frivillige står bag festivalen. Det svarer tiI hver 10. indbygger.
Det er et engagement ud over det sædvanlige. Og det viser, at når man har en god idé, og man går sammen om at udføre den – og løfter i flok – så kan man udrette store ting, sagde borgmesteren.

Iværksættere

– Det var egentlig også sådan, det var, da Christiansfeld blev grundlagt.
Brødremenigheden, der byggede byen for over 250 år siden, var optaget af dyder som virkelyst og dygtighed. I dag vil vi nok sige, at de var iværksættere med de rette kompetencer.

Christinero og den nye Dråbebro

Borgmesteren kom også ind på, at Christinero nu er ved at blive renoveret.

– Det er en rekreativ perle, som A.P. Møller og Hustrus Fond har givet penge til at restaurere sammen med Brødremenigheden.

Christinero åbnes igen for publikum senere i år.

Det bliver en attraktion, som kan benyttes af “feldere” i hverdagen – og som kan trække folk til længere væk fra.

Vejen derud kan gå over broen over Koldingvej. Broen er en naturlig forlængelse af Lindegade.
Det vil sige – i øjeblikket er der to broer. For nylig blev der sat en ny bro op lige ved siden af den gamle, Blå Bro.

Den nye bro – Dråbebroen – er både bro og kunstværk. Den har været under vejs i rigtig lang tid. Men nu kommer den – Dråbebroen indvies til oktober. Så Christiansfeld er en by, hvor der sker en masse.

På kommunens vegne vil jeg gerne sige tak. Tak tiI Forum Christiansfeld, som afholder denne vinfestival.
Forum Christiansfeld repræsenterer de fleste større foreninger i byen og er en god sparringspartner for Kolding Kommune. Og ikke mindst: Tak til alle de frivillige. Tak for ordet og god festival til alle.

Se også