Molle donerede valgkamp-penge til frivillige

Politikeren Molle Lykke Nielsen delte fredag penge ud til frivillige foreninger i Christiansfeld.
Istedet for at bruge penge på valgplakater deler Molle valgkampbidrag ud til det lokale område.
De, der fik gavn af donationerne i denne omgang, var:
Christiansfeld Kegleklub
Taps Sti Laug
Brødremenighedens Basun og Kor
Cif banko
Cif Sjov lørdag
BDM butikkens medarbejdere
Vinfestivalen.
I forbindelse med overrækkelsen på scenen ved vinfestivallen sagde Molle Lykke Nielsen bl.a.:
– En af Brødremenighedens grundprincipper, ”Vi hjælper hinanden”, træder i kraft ved vinfestivallen, hvor alle er frivillige. Og frivilligheden blomstrer her. Men frivilligheden er også under pres, så vi må tænke nyt fremadrettet. Vi må opfordre nye generationer og dem, der flytter hertil, til at deltage i det frivillige arbejde.
Jeg støtter op om de frivillige gennem mit politiske arbejde, hvor jeg presser på, for at vi kan støtte frivilligheden i hele kommunen. Men jeg lægger ikke skjul på, at jeg giver den en ekstra skalle her i mit lokale område, sagde Molle, der bor i Hejls.
– Pengene gror ikke i min baghave, men i hele kommunen har jeg sponsorer, virksomheder, småhandlende og private, som sender et beløb til det, jeg kalder min portrætkonto (en valgkonto). Og gennem de år, jeg har været med, er det blevet til en pæn slat penge. I år forventer jeg, at der bliver uddelt omkring 80.000 kr. til frivilligt arbejde, fortalte Molle, som til slut gjorde opmærksom på, at der var valg i alle kommuner den 18. 11., og selvom han ikke hænger valgplakater op, så deltager han i valget som kandidat for Dansk Folkeparti.