Gamle Ford A biler på tur vakte opsigt
Vamdrup Ford A klub var lørdag på tur og besøgte blandt andet Christiansfeld

VAMDRUP: Det vakte lørdag opsigt, da 15 gamle Ford A-biler i kortege var på landevejen. Mange mødende bilister hilste med venlige vink og med ”trut” i hornene.. Det var Vamdrup Ford A Klub, der var på tur.
Vamdrup Ford A Klub har eksisteret siden 1958, og har kun haft to formænd. Den nuværende, Ejvind Greve, har været formand i 42 år, og han afløste sig far, Hakon Greve, som var stifter af klubben. Klubben tæller i dag cirka 170 medlemmer, der kommer fra hele Danmark.
– Min far havde mekanikerværksted i Vamdrup indtil 1980, hvor de lavede mange Ford A, som jo blev fremstillet i USA fra 1928 til 1931 som afløser for T-modellen.
Den gang min far startede klubben, sagde folk, de jo ikke er gamle, de biler. Nej, men det bliver de, lød svaret. Og om tre år er de ældste af dem 100 år gamle. Og vi kan stadigvæk køre i dem, fortæller Ejvind Greve videre.
Klubben i Vamdrup har cirka 18 arrangementer om året. Det koster 275 kroner om året, at være medlem. /seb