Nyt lokalt tilbud til stressramte fra Folkekirken i Skanderup

– Vi lever i en tid med højt tempo, og derfor er korte og længere stresssygemeldinger blevet noget, der rammer rigtig mange.
Skanderup Kirke tilbyder nu et stress-fri område i kirkelunden.
– Kirken har altid haft tradition for at lave diakoni, hvor man rækker ud med en hjælpende hånd til dem, der har brug for det, fortæller kirke- og kulturmedarbejder Mia Broe Jacobsen fra Skanderup Kirke.
Skanderup kirke vil tilbyde ’Stressfri i kirkelunden’ fire torsdage i efteråret tre timer ad gangen.
Stressfri i kirkelunden er et gratis tilbud til alle, der er ramt af stress, stressrelateret angst eller depression. Og til dem, der gerne vil forebygge stress.
Ud i naturen
Gennem hyggelig dyrkning af højbede, naturfordybelse, mad over bål og kreative aktiviteter ønsker initiativtagerne til Stressfri, kirke- og kulturmedarbejder Mia Christina Broe Jakobsen og praktikant Vinni Nielsen, at skabe et helende nærvær, hvor stressramte kan komme og deltage, på den måde de kan den givne dag.
Der er mulighed for at være stille i fællesskabet, hvis man har brug for det, og der er mulighed for at få en god snak med andre i samme situation.
Samværet slutter hver gang af med en valgfri meditativ tid sammen i kirkerummet. Man kan komme og gå, som man vil og være med, lige så lang tid man har brug for og kan overkomme.
Indvies 11. september
Området, som skal bruges til Stressfri i kirkelunden, bliver indviet torsdag d. 11. september kl. 13.00 – 14.00 med tale og et lille glas til de fremmødte.
Her vil der også være mulighed for at stille spørgsmål til initiativtageren Mia Christina Broe Jakobsen, som er kirke- og kulturmedarbejder ved Skanderup kirke, kirkegårdsleder Jens Zebitz Kreiberg og kirkegårdsmedarbejder Sophie Jakobsen, som har stået for udformningen af stedet med henblik på biodiversitet og bæredygtige materialer.
Ligeledes kan man træffe Vinni Nielsen, der selv er stressramt, og som er med i projektet i kraft af hendes praktikplads ved kirken.
Selve projektet starter torsdag d. 18. september, men her er der kun adgang for deltagere og frivillige.
For mere information om projektet kan Mia kontaktes på 40240009 eller mia@skanderupsogn.dk.