AG Electric flytter ind i Fakta i Christiansfeld


Fredag den 22. august fra kl. 12-14 indvier AG Electric sine nye lokaler i Christiansfeld.
Lokalerne ligger på Haderslevvej 6E og har før været Fakta supermarked.
Den kendte elektrikervirksomhed har ellers haft til huse ved indkøbscentret i Lindegade i 50 år. Men nu skal der ske noget nyt.
I den anledning inviterer AG Electric kunder, samarbejdspartnere, kolleger, familie og venner af AG Electric A/S til at komme til reception.
Her vil man samtidig fejre to 15-års jubilarer. Det er lederen af landbrugsafdelingen i Aabenraa, Henrik Skau Hansen, og industritekniker i Christiansfeld, Morten Kudsk Petersen.
AG stod oprindeligt for Andreas Gaarde, som havde oprettet firmaet i Christiansfeld. Men AG Electric er siden vokset og har fusioneret sig frem til nu at være i fire byer i Sønderjylland: Sønderborg, Aabenraa, Vojens og Christiansfeld.
Hovedkontoret ligger nu i Aabenra, hvor Christian Skov Hansen og Jon Pall Einarsson er direktører.
Christiansfeld-afdelingen ledes af Jesper Holmegaard Ravn, som også er en af de fire ejere.
De mange medarbejdere betyder, at virksomheden nu kan tilbyde intelligente bygningsinstallationer, køl/ventilation, landbrug, industri, energioptimering, sikringsløsninger og service til tværfaglige kompetencer.