Fem lokale kunstnere fra Christiansfeld udstiller i Sognehuset

Selv om de bor lokalt, har de dog alle en international bagage, som har inspireret dem.

Et af Karin Mogensens malerier.

I september og november -25 udstiller fem lokale billedkunstnere i Tyrstrup Sognehus. Det markeres med en fernisering på søndag den 7. september i Sognehuset kl. ca. 11.45.

Såvel ferniseringen som den daglige udstilling er åben for alle interesserede.

De fem, som nu er blevet inviteret til at udstille sammen, har arbejdet mange år med at male, og de har også deltaget i mange malerkurser. Fire af de fem har boet en tid i udlandet – bl.a. Nigeria, Cameroun, Filippinerne og Bangladesh. Så der er også en international inspiration. Og deres billeder er absolut værd at se.

Flere stilarter

Stilarterne varierer fra naturalistiske landskabsmalerier over symbolisme til abstrakt. Der er både farverige blomstermalerier og knastørre ørkenlandskaber. Så der er noget for enhver smag. Og hvis man dukker op til ferniseringen, kan man også få en snak med de lokale kunstnere.

På Tyrstrup Kirkes hjemmeside kan man læse, at man kan se billederne i Sognehusets almindelige åbningstid, og man er endda velkommen til at tage en kop kaffe, mens man besøger udstillingen.

Udstillingen i Tyrstrup Sognehus kan ses i sognehusets normale åbningstid og ved arrangementer, hvor huset er åbent. Der er også kaffe til de besøgende.

Bodil Noer

– Jeg har altid været glad for at lave noget med mine hænder. Det har for mig været en god måde at slappe af på, siger Bodil Noer, der har arbejdet som diakon og socialpædagog.
Hun har boet i Bangladesh i en årrække, hvor hun underviste på en pigekostskole, men har nu slået sig ned i Luneparken.

– Jeg har været på forskellige kunstkurser. Billederne er lavet dels på et højskoleophold og dels på FOF i Kolding. Jeg kan li’ at lege med farver og bliver ofte inspireret af naturen, fortæller Bodil Noer.

Karin Mogensen

Karin Bøgh Mogensen er uddannet folkeskolelærer og desuden lærer i dansk som andetsprog (for indvandrere). Hun har tidligere arbejdet med undervisning i Nigeria, og senest har hun undervist på Sprogcentret i Haderslev.

– Jeg havde formning som linjefag på seminariet, hvilket åbnede mine øje for kunstens spændende univers. Jeg går for tiden på FOFs kunstkursus i Kolding og har også taget kurser i både Danmark og udlandet, fortæller Karin Mogensen, som også har fået malerier på såkaldt censurerede udstillinger.

Elizabeth Padillo

Elizabeth Padillo er født på Filippinerne, men har arbejdet i Nepal og er dansk gift. Hun har boet i mange år på Borgmestervej.

Elizabeth rækker ud til udenlandske tilflyttere med ”Middag på Tværs” og lignende arrangementer. Hun har arbejdet som indvandrerpræst ved Simon Peters Kirke i Kolding.

I sine billeder udtrykker hun altid et budskab eller symboler for noget, hun har på hjerte. Det kan være solidaritet, sjæl og engagement, Helligånden eller livets dybde.

Blomstermotiver af Birthe Engedal.

Birthe Engedal

Birthe Engedal har malet intenst gennem de sidste 25 år. Hun blev inspireret af et 3-årigt ophold i Afrika. Nogle af hendes malerier viser typiske motiver herfra. Ellers er det især Christiansfelder-motiver, hun er blevet kendt på. Men gennem halvårs-kurser på Aarhus Kunstakademi, som hun har fulgt i adskillige år, har hun også eksperimenteret med andre stilarter. Og hun har deltaget i mange udstillinger.

Lokalt er hun koordinator for den årlige kunstudstilling Kreative Værksteder i Hejlsminde.

– Det er dejligt, at der er så mange, der maler i Christiansfeld. Og vi glæder os til at vise vores malerier frem, siger hun.

Kjeld Kynde

Kjeld Kynde Kristensen har boet på Nørregade i centrum i mange år og er tilknyttet Brødremenigheden. Han har i sit arbejde beskæftiget sig meget med information om Afrika.

– Jeg tegnede meget som barn, og da det blev almindeligt med aftenskole sidst i 60’erne, meldte jeg mig på et malerkursus. Hen over årene har jeg taget maleriet frem en gang imellem, men det er aldrig blevet dyrket for alvor. Jeg har dog altid brugt at tegne og illustrere meget i mit arbejdsliv som lærer, pædagog og informationsmedarbejder. De sidste år har jeg været fast på et malerhold under FOF, hvilket er meget givende og holder ’penslen på lærredet’.

Jeg maler udelukkende naturalistisk og som regel på baggrund af egne fotos eller billeder, jeg finder interessante, fortæller Kjeld Kynde.

Se også