Sag om forsvundne oksecuvetter endte trods video med frifindelse

VAMDRUP: – Jeg synes, det er vanvittigt, men det er jo sådan, det er. Man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, siger Allan Winther Bruun, der er uddeler i SuperBrugsen i Vamdrup til Jv.dk., efter at en 40-årig mand i retten overraskende er frikendt for tyveri af oksekød.
Frifindelsen skete, selvom et videokamera i butikken havde filmet ham og en ukendt kvinde putte store stege ned i en fodret mørk taske. Parret slap i retten, fordi de ikke blev standset i butikken, hvilket betød, at ingen har fundet dem i besiddelse af kødet.
Først da personalet senere opdagede, at der manglede 23 oksecuvetter og én kalvecuvette, gennemgik de videoovervågningen og ræsonnerede sig frem til, hvad der måtte være stjålet. Men den holdt altså ikke i retten.
Hos SuperBrugsen i Vamdrup opleves et stigende antal af tyverier. Derfor placerer man nu de dyreste udskæringer uden for kundernes rækkevidde. De skal kontakte butikkens slagter for at købe, lyder det fra uddeleren.
– Tyverierne begås både af organiserede tyve, men også af ”Hr. og Fru Danmark”. Og de sidste er nogle af de sværeste at spotte på forhånd.
– Dem, der kommer ind med store tasker og stjæler på en bestemt måde, dem kan vi måske nogle gange spotte. Men dem, vi hilser på hver dag, og som bare stjæler til hverdagsbehov, de er meget sværere at få fat på, siger Allan Winther Bruun til jv.dk.
/ seb