Fra læserne: Jeg er stolt over at kandidat til byrådet for Liberal Alliance
Peter Skousen, byrådskandidat for Liberal Alliance Kongeåvej 6 6580 Vamdrup, skriver:

FRA LÆSERNE: Jeg er stolt over at være kandidat til byrådet for Liberal Alliance. At være med i et parti, der er modig nok til at stå fast på, at dækningsafgiften skal fjernes nu. Dækningsafgiften er en afgift, som vores nabokommuner ikke opkræver. Det betyder, at virksomheder som udvider eller etablerer sig i Kolding Kommune bliver pålagt en afgift, som virksomhederne ikke betaler i nabokommunerne.
Kolding Kommune skal tilbyde de samme rammevilkår for virksomhederne, som i vores nabokommuner. Dette er en af forudsætningerne for et sundt erhvervsliv. Og et sundt erhvervsliv giver flere jobmuligheder og penge til velfærd.
Dækningsafgiften giver en indtægt på ca. 50 mio. kr., som udgør under 1 % af de samlede indtægter i Kolding Kommune. En fjernelse af dækningsafgiften skal ikke finansieres med besparelser på velfærden til borgerne. Men hvor skal pengene så komme fra?
Jeg mener, at der er mange håndtag at trække i. Færre strategiplaner, færre administrative medarbejdere i forvaltningerne, privatisering af Kolding Lufthavn, mindre bureaukrati og sikkert mange flere områder. Men det kræver politisk mod at effektivisere i forvaltningerne og ikke ude i velfærden hos borgerne. Med min erfaring fra det private erhvervsliv vil jeg bringe dette mod med ind i byrådet
Det er ikke pengene der mangler, men modige politikere.