Tiltalt efter falsk bombetrussel
KOLDING: En 49-årig mand er blevet tiltalt for trusler og for ubegrundet at have forårsaget udrykning, da han den 19. marts 2025 foregav, at der var placeret en bombe på Kolding Havn som led i en øvelse.
Den 49-årige, der var ansat på havnen, fik en anden medarbejder til at ringe til havnekontoret og meddele, at der var en bombe på havnen.
Det resulterede i en omfattende udrykning af politi, brandvæsen og bomberydningsfolk samt evakuering og afspærring af området ved Kolding Havn.
Manden er blevet tiltalt for overtrædelse af straffelovens §266 og straffelovens §135, skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.