Broen er som en vifte af tårer

– I 2017 foreslog landskabsarkitekt Torben Schønherr, at han og jeg skulle på ekskursion til Christiansfeld. Det blev den spæde begyndelse til Dråbebroen, fortalte kunstneren Sophia Kalkau i sin tale ved broens indvielse.
– Dråbebroen tager afsæt i Christiansfeld – den præcise geometriske byplan, i arkitekturen, i taktiliteten, i detaljerne. De sølvgrå træbeklædte gavle, gule mursten, fine træudskæring inde i bygningerne.
De skønne smedejernsgelændere, der får skygger til at danse på fortovet. Jeg kunne blive ved.
Dråbebroens form springer ud af den cirkulære brønd, der står midt på kirkepladsen.
Dråbebroen er et stykke af en stor cirkelbue. En cirkel hvis centrum ligger dybt nede i jorden.
Fra cirklens centrum er der trukket radier – for hver radius er der skåret en dråbe i broen.
Dråbebroen rejser sig som en opstigende sol eller måske en regnbue af dråber, der hænger i luften.
En vifte af dråber – eller tårer – sorg eller glædestårer …
Dråbebroen er ikke kun en bro, det er også et kunstværk skabt ved manges fælles indsats, fastslog Sophia Kalkau. Hun takkede alle:
Tak til Schønherr Landskabsarkitekter, Rambøll, Jorton, Bystrup Maskinsnedkeri, Brødremenigheden og Kolding Kommune.
Særlig tak til Torben Schønherr, Rikke Juul Gram, Rasmus Holm, Christoffer og Signe fra Schønherr og tak til Jørgen Bøytler og Brødremenigheden.
Tak til Thomas Urup fra Rambøll, Søren Bonnerup og Sarah Hoffmeyer og alle I andre fra Rambøll, der har knoklet med beregninger, og tak til Jorton for at smede og svejse den imponerende flotte store stålkonstruktion.
Tak Niels Bystrup, som har skåret alt træet, og tømrerne, som har sat træet op. Tak til Thomas Thinghuus, som var med fra den spæde start fra Kolding Kommune, og tak til Lisbet Finnemann Pedersen, som overtog roret og førte projekt sikkert i mål.
Tak til Byrådet i Kolding for at have mod til at tænke stort og visionært.
Og tak for nu også at lytte til kritikken, så de to bomme på broen forhåbentligt kan blive flyttet.
Sidst, men ikke mindst, tak til Christiansfelds borgere, der har måttet vente længe og stå model til byggerod og dertil hørende gener.
– Jeg håber, at I alle vil blive glade for Dråbebroen, – at Dråbebroen vil stå som et vartegn, – en regnbue, der skal bestiges, – en portal til Verdensarven, sluttede kunstneren.