Glad Jakob Ville blev endelig borgmester i Kolding Kommune
Han bakkes op af både SF og Dansk Folkeparti, mens Socialdemokratiet er sat udenfor.

Endelig – efter mere end fire års venten – kan Jakob Ville fra Venstre nu sætte sig i borgmesterstolen i Kolding Kommune.
– Ville! Ville! Ville! lød det fra hans støtter, da Venstres leder i Kolding kl. 0.15 trådte frem og bekendtgjorde, at Venstre havde indgået en aftale med Dansk Folkeparti, Radikale og SF.
– Hvem bliver borgmester? spurgte en journalist.
– Glemte jeg at sige det?, spurgte Jakob Ville, som slet ikke kunne skjule sin glæde over, at det endelig var lykkedes.
Ved sidste valg var han også udset til Venstres borgmesterkandidat, men et flertal af medlemmer opstillede i stedet Eva Kjær Hansen. Venstre fik et godt valg, men venstrefløjen lavede et kup ved at gøre den konservative Knud Erik Langhoff til borgmerster. Ville måtte herefter tilbringe fire år som menigt medlem af byrådet.
Men nu lykkedes det.
Det er imidlertid påfaldende, at SF’s leder i Kolding, Iben Lehmann Rasmussen, ikke var at finde bag Socialdemokratiets borgmesterkandidat Birgitte Munk Grunnet, Vamdrup, men bag Ville.
Dansk Folkeparti er nu tilbage i varmen efter en periode som skarp opposition til mange af byrådsflertallets beslutninger.
En del partier udtrykker dog utilfredshed med det nye flertal.
Gitte Grønbæk, Jordrup, fra Liberal Alliance, var tidligere med i den konservative gruppe. Hun er skuffet over, at Ville bygger på SF.
– Der er et blåt flertal, og så vælger man at gå sammen med de røde. Det er ikke ansvarligt, og det er ikke ordentligt. Vælgerne er blevet snydt, siger hun.
Lars Rosenberg Grodt-Andersen, som kom ind for Danmarksdemokraterne skriver også, at Venstre er gået uden om dem i forhandlingerne:
– Det er selvfølgelig lidt ærgeligt, da vi har haft gode møder med Venstre inden. Men sådan er spillet, siger han.