Med troppetog til ”Balkan i Flammer”

ARTIKEL: ”Balkan i Flammer” var titlen på en tv-serie, som Peter Ingemann for nylig kørte på TV 2. Det fik mig til tasterne.

For i foråret 1994 fik jeg en opgave i mit daværende job i DSB, om at være ledsager ved en militærtransport fra Danmark til det krigshærgede Balkan. Og det viste sig at blive lidt af en spændende opgave.

Vi startede fra Hillerød station tidligt om morgenen. Toget bestod af et langt godstog, læsset med hvidmalede FN-fredsbevarende militærekøretøjer – heri nok indbefattet de tolv Leopardkampvogne, som blev meget omtalt i TV-indslaget. Og så var der koblet nogle liggevogne på til det militære mandskab, en vogn med proviant og sovevogn til de ledsagere, som var med – og som jeg jo hørte til.

Toget kørte fra Hillerød station via København, men ad godsbanen helt uden om hovedstaden og hovedbanegården og så videre over Roskilde og Køge ned over Sydsjælland.

Bombetrussel

Alt gik roligt og helt planmæssigt, lige indtil vi nåede til Rødby Færgehavn. Der lød der pludselige opråb: Forlad toget omgående. Vi har modtaget bombetrussel mod toget.

Toget blev derefter holdt tilbage i Rødby. Politifolk med bombehunde blev tilkaldt, og toget blev nøje undersøgt både ude og inde – dog uden at der blev fundet noget mistænkeligt. Altså falsk alarm. Jeg tror, at hele operationen tog mere end to timer. Og så var den køreplan ellers smadret.

Uha – tænkte jeg. Når sådan noget kunne ske i lille fredelige Danmark, hvordan skulle det da så gå resten ad den lange rejse ned gennem Europa!

Efter den utilsigtede forsinkelse blev det lange tog i flere omgange færget fra Rødby over til Tyskland.

Hemmelige jernbaneruter

Og så gik det videre i langsomt tempo sydpå ned gennem Tyskland. Og igen bag om de store byers banegårde og ad ukendte banestrækninger.

Det betød, at det ofte var lidt svært at orientere sig om, hvor toget egentligt befandt sig. Især i mørke.
Over alt, hvor vi kom frem, foregik det ved at køre ad hemmelige jernbaneruter, som kun ganske få i forvejen kendte. Der blev virkelig passet godt på os. Det var jo også, som det blev sagt, første gang et udenlandsk militærtog kørte gennem Tyskland siden 2. Verdenskrig. Og så var det et fredsbevarende tog!

Alle ophold på stationerne, fx ved nødvendig proviantering, foregik ikke ved perronerne på selve stationerne, men altid godt af vejen på lukkede og mørke rangérområder. Og altid stærkt bevogtet både af vores egne soldater, der var med, og af fremmede.

”Skævt” ind i Østrig

Turen gik fint ned gennem Tyskland, men det gik langsomt, fordi toget kørte ad omveje.
Det betød også, at vi kom lidt ”skævt” og ubemærket hen over grænsen til Østrig. For så vidt jeg kunne fornemme, var det ikke som sædvanligt ved grænsebyen Passau, som ellers er normalt, men et andet sted ude i landskabet.

Og igen gik det langsomt ad igen helt ukendte sideruter ned gennem det smukke Østrig, men det betød, at her fik jeg set noget af det smukke land, som jeg ikke havde set under mine normale rejser på landets togskinner.

Bordet af Østrigsk sikkerhedspoliti

Og ved grænsen til Østrig blev vi straks bordet af det østrigsk militærs sikkerhedspoliti – bærerende skarpladte våben. En ret barsk oplevelse! Men det understregede vel bare, hvor vigtigt man fandt, at toget kom sikkert frem.

En af sikkerhedsfolkene fortalte også, at der i forbindelse med vores togs fart gennem Østrig var foretaget et omfattende sikkerhedsarbejde, for jo tættere vi kom på krigszonen, des mere steg risikoen for sabotage.

Hilst med V-tegnet

Undervejs sås der også bevogtning ved alle stationer, hvor toget måtte stoppe, samt ved broer, tunneler og andre udsatte steder.

På stationer vi passerede forbi, hvor der stod folk, blev vi fra mange hilst og ønsket god tur og held og lykke med V-tegnet for fred.

Ved grænsen

Langt om længe – efter mere end en uges spændende rejse – nåede toget endelig frem til grænsen til Balkan ved byen Graz.

Toget nåede ikke helt frem til selve krigszonen, idet materiellet og mandskabet af sikkerhedsmæssige grunde blev ”aflæsset” fra toget et godt stykke fra byen Zagreb og dermed også fra selve krigszonen.

Der, hvor ”Balkan stod i Flammer”, og hvor interne stridigheder medførte store ødelæggelser og folkedrab i massevis. Og tænk, det ulmer stadig i området!

Jeg har også tit efterfølgende tænkt på, at det eneste sted under den lange rejse gennem Europa, hvor vi oplevede en reel trussel mod toget, var i lille i Danmark – i Rødby.

Dette var mine erindringer affødt direkte af Peter Ingemans udmærkede tv-serie ”Balkan i Flammer”.