Nu er julemanden kommet til Christiansfeld – og i år har han taget julemor med sig

Og der er også hestevognskørsel eller juletog rundt i honningkagebyen de næste lørdage – den 13. og den 20. – op til jul.

En fyldt hestevogn med Andreas Brøchner som kusk kører om lørdagen rundt i byen. Her med julemand og julemor.

Hvis det står til Julemanden, så bliver det en god jul. For alle de mennesker, han møder i Christiansfeld, de er så søde.

– Jo, men det er rigtigt! Jeg kan slet ikke forstå det. Alle er så søde og rare her i byen. Folk får et smil om munden, så snart de ser mig og julemor, siger julemanden.

Og han kommer ellers i mange andre byer, fortæller han. Bl.a. i Kolding, Haderslev og Vamdrup.

– Det er fantastisk her i Christiansfeld! Det er et helt specielt folkefærd, der er her nede. De er så glade. Det er nok beboerne, der er sådan, mener julemanden, og julemor supplerer:

Julemand og julemor med deres kurve med godter.

– Og det er ligesådan med turisterne. De bliver også glade, når de er her og ser os. Og det er jo derfor, vi er her, siger hun.

Det er femte år, julemanden kommer til Christiansfeld i julemåneden.
Julemor har været med hver gang, men har ikke været så synlig som nu, hvor hun er trukket i det røde julekostume.

– Ja, i år blev vi enige om, at vi skulle gå sammen. Og det er jo så hyggeligt. Alle de glade mennesker, vi møder, siger hun.

Nordpolen og Jels

Som bekendt bor julemanden og hans kone jo på Nordpolen. Det siger man i hvert fald.
Men nu, hvor der ikke er børn til stede, kan vi godt afsløre, at julemanden og hans kone har slået sig ned i den gamle vikingeby Jels, og her er de kendt som Allan og Birthe. Men nu kommer hestevognen klaprende rundt om hjørnet med en masse børn.

Se også