Markant prisfald på fjernvarme i Christiansfeld
Udsigt til ca. 4.000 kr. lavere udgift pr. husstand.
Christiansfeld Fjernvarme vil nu sænke prisen markant med mere end 20% fra ca. 20.500, – til godt 16.500, – for et standardhus på 130 kvm.

Det oplyser bestyrelsen, som netop har godkendt budgettet.
Nedsættelsen sker på baggrund af et stabilt 2025, hvor brændselspriserne har holdt sig rimeligt i ro, godt salg af el og med idriftsættelse af en biomasse kedel i foråret 2026.
Samlet set ser det ud til at bringe omkostningerne for den enkelte forbruger ned under landsgennemsnittet.
I den nyeste udgave af Forsyningstilsynets prisstatistik er gennemsnittet på 16.879 kr. for et standardhus på 130 kvm. I statistikken ligger Christiansfeld Fjernvarme i øjeblikket med en pris på 20.525 kr. Priserne er inkl. moms.
– Det er som bekendt vanskeligt at spå, specielt om fremtiden, som Storm P. skal have sagt på et tidspunkt. Hvis man sætter det lange lys på og ser ind i den nærmeste fremtid, er der i sagens natur ikke nogen, der kan vide, hvordan hverken krigen i Ukraine eller brændselspriserne vil udvikle sig, indrømmer formanden Allan Kirk Jensen.
– Men Christiansfeld Fjernvarme kender dog omkostningerne et stykke ind i 2026 på baggrund af brændselsaftaler. Og man ved af erfaring, at hvis elpriserne stiger, ja, så stiger også efterspørgslen på, at der skal køres med gasmotor for at producere el og dermed øge indtjeningen.
Derudover ved man, at vores solvarmeanlæg om et par år er fuldt afskrevet, og at det til den tid vil give endnu mere luft i budgettet.
Det er derfor bestyrelsens forventning, at priserne i den kommende periode kan holdes i ro på et fornuftigt leje omkring landsgennemsnittet, hvad enten det nu måtte gå lidt op eller lidt ned med brændselspriserne, siger fjernvarmeforeningens formand, Allan Kirk Jensen.