Klimasikring koster forbrugerne penge

Det er ikke gratis at være ”grøn”. De store udgifter slår nu bl.a. igennem på spildevandstaksten, som i 2026 stiger ca. 200 kr. pr. husstand.

I bunden af Hylkedalen løber Seest Mølleå. Her er der etableret to store jorddiger på tværs af ådalen, som tilbageholder vandet fra Seest Mølleå, når der kommer store mængder nedbør. Seest Mølleå løber ind i Kolding Å i Kolding by og ud i Kolding Fjord. Kolding Å løber nemt over sine bredder under kraftigt regnvejr og skaber oversvømmelse af huse og veje i byen. Klimaprojektet i Hylkedalen skal sammen med en række andre projekter være med til at klimasikre Kolding by.

Prisen pr. kubikmeter spildevand stiger med i gennemsnit 200 kr. pr. husstand på grund af udgifter til de mange klimaprojekter, der skal sikre Kolding mod oversvømmelser og ødelæggelser.

Det oplyser BlueKolding, som står for spildevandsafledningen i store del af kommunen.

I de sidste ni år har BlueKoldings kunder ellers betalt den samme takst for at komme af med spildevandet.
Men når de næste opkrævninger lander i e-Bokse og indbakker i februar, så vil prisen pr. kubikmeter spildevand være steget på grund af udgifter til de mange klimaprojekter, der skal sikre Kolding mod oversvømmelser og ødelæggelser.

Fire kæmpe-pumper på Årøvej på Kolding havn er med til at ”klimasikre” Kolding by. De kan flytte 20 kubikmeter vand – i sekundet! Skruerne er 10 meter lange hver og har en diameter på 3,7 meter. På billedet kan man se en mand stå ved en af pumperne.

Effektiv drift har holdt prisen i ro

Når prisen hidtil har kunnet holdes i ro, skyldes det ifølge selskabets direktør, Per Holm, den effektive drift af BlueKolding:

”Vi har arbejdet løbende og målrettet med at effektivisere drift og processer i virksomheden, og derfor har vi kunnet undgå at hæve prisen, selvom vi også har haft stigende udgifter. Det er en stor indsats fra samtlige medarbejdere, der har gjort, at det har været muligt,” siger han.

Formand forsvarer prisforhøjelse

Men på sit sidste møde i 2025 vedtog BlueKoldings bestyrelse en prisstigning, som dog er ganske lille, forklarer den afgående formand for BlueKoldings bestyrelse, Tobias Jørgensen (Venstre).

”Med al respekt for den stramme økonomi i mange husholdninger, så tror jeg ikke, vores prisstigning på 1,44 kr. pr. m3 kommer til at vælte nogens budget. Jeg er stolt af, at vi har holdt taksten i ro i ni år med alt fra pandemi til krig, og hvad deraf følger af udfordringer, også for BlueKolding.”

Mens der gøres en stor indsats for at sikre Kolding by imod oversvømmelser, er landområder som Hejlsminde stadig i fare ved en ny stormflod. Her kommer oversvømmelserne ikke kun fra havet, men også fra det bagvedliggende landskab.

Nye krav og regler

Han tilføjer, at BlueKolding desuden bruger mange ressourcer på at imødekomme de nye krav og regler, der hele tiden kommer til både kvalitet af vandrensningen, minimering af overløb, bedre it-sikkerhed og meget andet.

Alt sammen udgifter, som BlueKolding takket være effektiviseringer har kunnet undgå at sende videre til kunderne.

Godt 200 kr. mere

Hvis man tager udgangspunkt i en almindelig husholdning med to voksne og to børn ligger det årlige vandforbrug gennemsnitligt på omkring 150 m3.

Med den nye takst stiger prisen pr. år således med godt 200 kr. fra 6.459 til 6.675. Det svarer til en prisstigning på godt 3,3 pct.

Sådan så det ud i 2022, da vandmasserne blev holdt tilbage bag det vestlige jorddige ved motorvejsbroen henover Hylkedalen vest for Kolding by.
Tobias Jørgensen (Venstre) mener ikke, det vil belaste nogens økonomi væsentligt.

Udgifter især ved Kolding by

”På de regninger, vi sender ud i februar, vil kunderne også kunne se, hvorfor prisen stiger. Det skyldes udgifterne til de mange store klimaprojekter, der skal sikre Kolding mod oversvømmelser og ødelæggelser på grund af stigende regn- og vandmængder, f.eks. Hylkedalen, Brændkjær, Byparken og den nye, store pumpe-sluse ved åens udmunding til Kolding Fjord,” forklarer Tobias Jørgensen.

Større rør lokalt

Udover de store klimaprojekter arbejder BlueKolding løbende med at udvide kapaciteten i hele kloaksystemet, f.eks. ved at lægge større rør, når systemerne skal saneres og ved digitalt at styre vandet, så alle dele af systemet bliver udnyttet til at tilbageholde vand, når det er nødvendigt.

Selvom BlueKolding nu hæver taksten en anelse, er selskabets kunder stadig dem, der slipper billigst for at komme af med vandet i Trekantområdet.

Se også