Nordlys over Christiansfeld

Mandag aften kunne man se et pragtfuldt nordlys fra Christiansfeld – ligesom i store dele af landet. Pia Hinderfelt tog billedet til venstre ud af sit køkkenvindue i Enkehuset.

– Jeg er med i en nordlys-gruppe på Facebook, og der var nogen, der skrev, at der var en mulighed lige nu. Og det var der virkelig! Det er så vildt! Det begyndte ved 21-tiden og fortsatte til efter kl. 22.30, hvor jeg tog det sidste billede med min mobiltelefon ud af køkkenvinduet.
Jeg ville ikke risikere, at det forsvandt, mens jeg kørte et sted hen for at se det. Der var fantastiske farver – mest grønt og rødt, og det skiftede hele tiden, fortæller Pia.
Flere andre lokale nåede også at tage billeder af nordlyset, inden det igen var forsvundet.