Hvordan blev byggeriet godkendt?

VAMDRUP: Hvordan har det kunnet godkendes af Kolding Kommune at bygge et stort boligbyggeri kun 88 centimeter fra det ødelagte hus, når de normale krav for byggeafstande er på 2,5 meter fra skel.

Det undrer en del læsere sig over efter at have fulgt med i sagen omkring det ødelagte hus på Nørregade 11 i Vamdrup.

Svaret er åbenbart – som vi har fået oplyst – at grunden for boligbyggeriet viste sig ikke at være stor nok til at rumme det i forvejen projekterede boligbyggeri af daværende Vamdrup Boligselskab.

Og for at løse problemet valgte kommunens byggesagsbehandlere åbenbart – i stedet for at lave en helt ny lokalplan for området og med, hvad der hører til – blot at lave en ændring i den gældende lokalplan for området ved Bygade/Nørregade. Og dermed give boligselskabet lov til at overskride den normale regel på 2,5 meter og bygge helt ud i skel til huset på Nørregade 11.

Og når det blot handler en tilføjelse til en gældende lokalplan, som kommunen finder væsentligt mindre, så skulle der i loven ikke være krav om fx offentlig høring i samme omfang, som hvis det handler om en helt ny lokalplan.

Men det, der hedder partshøring, skulle der alligevel være foretaget, men det skete ikke. Og ejeren af det ødelagte hus er netop part i sagen. Et forhold, der har ført til at Byggeankeklagenævnet har erklæret boligbyggeriet for ulovligt.

Men “hokus pokus” så betød den kommunale øvelse med at ændre ved den bestående lokalplan, at der så akkurat kunne blive plads på grunden til det i forvejen projekterede boligbyggeri!

Det er i hvert fald en forklaring på, hvorfor der er bygget helt ud i skel til det ødelagte hus – og så må vi jo se om den holder vand!

Se også