Der var en gang – og sådan husker jeg
Af Journalist Svend Erik Brodersen
VAMDRUP: Vi har nu formået, at få det Kongelige danske Postvæsen nedlagt – i hvert fald når det handler om omdeling af breve. Opgaven er overtaget af det private selskab, Dao. Og det gælder også lokalt i Vandrup.Jeg benytter skiftet til at se lidt tilbage i Vamdrups posthistorie. Den gang, hvor der var et rigtigt postvæsen til, som både sørgede for ordentlig omdeling af både breve pakker og aviser.
Det var tiden, hvor borgerne kunne putte deres breve i postkassen ved posthuset om aftenen – eller som havde afleveret måske fx en pakke på posthuset i løbet af dagen – og så være sikker på, at tingene var fremme ved modtagere over hele i landet dagen efter. Og det var tiden, hvor landpostbuddet kunne få tid til at ordne postforretninger i hjemmene hos borgerne ude på landet. Men sådan er det ikke mere!

Siddende fra venstre postkontorist R. A. Rasmussen og landpostbus C. Nicolajsen. (Arkiv: seb)
De røde postbude
I Vamdrup by sørgede tre postbude – uniformeret i flotter røde jakker og sorte bukser – for post betjeningen, og et antal på fire til fem bude, uniformeret helt i sort, ude på landet. Og her skete det naturligvis med cyklen, som transportmiddel.
I byen var der i mange år omdelinger både morgen, middag og eftermiddag. Og på landet en gang om dagen på alle hverdage. Og det at være postbud var noget af en livsstilling. 25 og 40-års jubilæer i jobbet var ingen sjældenhed. Sådan er det heller ikke mere!
Postomdelingen i byen blev, som jeg husker det, betjent af de tre ”røde” postbude, Villy Jensen og Hans Peter Nikolajsen, og overpostbud Karl Fabrin. Sidstnævnte tog sig primært af pakkerne.
Og for landpostbudene huskes især navnene Søren Larsen, Søren Schmidt, Niels Therkildsen, C. Nikolajsen og de to ”unge” bude, Ejgil Schytt og Johan Pedersen – kaldet Kolle.
Posten holdt tidligere til i en ejendom på Vestergade. Men fra 1933 blev der lokaler ledige på byens jernbanestation. Meget praktisk for den gang hørte jernbanen og postvæsnet nemlig tæt sammen.
Banegårdsbygningen i byen var stor. Den var nemlig et levn fra tiden, hvor Vamdrup var dansk-tysk grænseby. Postvæsnet rykkede ind i lokaler, der var blevet ledige efter, at Toldvæsnet efter genforeningen i 1920, var rykket sydpå til den nye grænse ved Padborg.
Som jeg husker det – og det er nok tilbage til årene 1945 til 1955 – var det postmester Thomas K. Nielsen, som styrede det hele. Og han var så højt på strå i systemet, at han man sagde, han havde ret at bære ”sovseskål” og sværd.
Middagsomdelingen omfattede primært ildbreve og telegrammer. Og om eftermiddagen, handlede omdelingen i byen mest om de lokale eftermiddagsblade. Som den gang hovedsageligt var venstreavisen, Kolding Folkeblad, og den socialdemokratiske avis, Tidens Tegn – senere Jysk Aktuelt.
Jo, postbudene var den gang, i deres flotte uniformer, et fast billede i byens gader.
Som jeg husker det, så mødte flere af postbudene ind igen på postkontoret omkring aftenstid. For da skulle de nu også forsvundne røde postkasser rundt om i byen tømmes. Og som nævnt til sidst den ved posthuset.
Der skulle der også hentes post ved sydbanetoget, som ankom til Vamdrup ved 18.30-tiden. Alle brevene, om dem var rigtigt mange af, til afsendelse fra den driftige by, samt andet post, der var indleveret på postkontoret i løbet af dagen, skulle igen sorteres klar til aflevering ved det kørende aften posttog, som afgik nordpå mod Fredericia ved godt 20-tiden.
Så var der endelig ro på byens den gang aktive postkontor og arbejdsplads – men kun til næste morgen tidlig, hvor det hele så igen begyndte forfra.
Posthuset i den gamle banegårdsbygning fra grænsetiden fungerede frem til 1956, hvor den blev erstattet med den, der ligger der i dag. Men som ikke mere er posthus. Bygningen huser i dag sundhedshus. Byens sidste rigtige postmester hed Johannes D. Løhde. /seb
