Nu skal hullerne i Europas migrationspolitik lappes
LÆSERBREV: Når man igen og igen ser seriekriminelle udlændinge få lov til at blive i Danmark, bliver man træt. Træt helt ind i knoglerne.
Sagen om den 30-årige somalier, der både var dømt for brutal voldtægt og to yderligere voldtægtsforsøg, før han slog en 77-årig mand ihjel, er det seneste eksempel på, hvor galt det kan gå, når vi lader folk, der åbenlyst ikke respekterer vores retssamfund, blive i landet.
Det er et svigt over for ofrene – og over for helt almindelige borgere.
Derfor er udvisningsreformen afgørende, hvis vi skal stoppe med at give kriminelle udlændinge et reelt fripas.
Men reformen er kun halvdelen af løsningen. For det vælter fortsat ind med migranter i Europa. Det svarer til, at vi sidder i en synkende båd med flere huller i skroget og vil redde os ved at skovle vandet ud i spande. Det kan man ikke i længden.
Vi bliver nødt til at lappe hullerne. Det betyder, at vi skal reducere antallet af migranter, der overhovedet når til Europa.
I denne uge tager vi et vigtigt skridt i Europa-Parlamentet med to afstemninger om migration.
For det første skal flere asylsager behandles i tredjelande, før folk sætter foden på europæisk jord.
For det andet bliver det lettere at afvise asylansøgere, der kommer fra lande, som vurderes som sikre, så sagsbehandlingen forkortes og processen ikke trækkes i langdrag.
Hvis Europa vil have tryghed og orden, må vi stoppe med at føre migrationspolitik med bind for øjnene. Flere årtiers forfejlet politik skal rettes op!
Asger Christensen, Medlem af Europa-
Parlamentet, Venstre
