Margot fra Christiansfeld var i beskyttelsesrum i Israel under Hamas massakrer…

Margot Meincke fra Kongensgade i Christiansfeld var i Israel netop den morgen, da terrororganisationen Hamas begyndte sine frygtelige massakrer.

– Vi var taget ud i lufthavnen meget tidligt. Vi skulle være der kl. 5.30. Vi havde haft en pragtfuld tur i det dejlige land, som jeg har besøgt flere gange, fortæller Margot Meincke.

– Pludselig sagde de noget på hebræisk i højttalerne. Vi forstod det ikke, men fulgte med alle de andre i beskyttelsesrum. Det skete to gange, fordi der blev sendt raketter fra Gaza imod Tel Aviv. Vi spejdede efter røg på himlen, men så intet.

Vidste intet

– Senere kom vi ud i flyet. Her sad vi og ventede i en time, uden at nogen af os otte danskere i rejseselskabet vidste, at Hamas var gået over grænsen og var igang med at dræbe så mange mennesker, bl.a. i en by, som vi havde besøgt. Vi vidste heller ikke, at vi var det sidste fly, der nåede at lette. Det var først, da vi mellemlandede i Istanbul, vi opdagede det frygtelige, der var sket og stadig foregik, fortæller Margot.

Bagefter fik hun ringet og snakket med sine børn og kunne fortælle dem, at hun var sluppet velbeholden ud. To par fra den danske rejsegruppe på 12 var blevet i Israel for at holde en længere ferie, men de måtte blive på hotellet og er nu også kommet hjem.

Danskere i sympatimarch med jøderne

Onsdagen forud havde Margot ligesom 10.000 andre gået i den årlige Jerusalems-march, hvor besøgende fra over 90 lande viser deres sympati med israelerne.

– Det var meget festligt. Vi gik med alle vores flag, og der bliver sunget i gaderne. Vi gør det for at vise jøderne, at selv om de fortsat bliver forfulgt i mange lande, så er de ikke alene.

Torsdag var også en helt særlig dag, hvor Margot og hendes gruppe på 12 personer besøgte byen Sderot helt nær ved grænsen til det palæstinensiske område. Her optog hun et 20 minutters interview med en kvinde, der fortalte om hverdagen i byen, hvor de ofte oplever, at der kommer raketter og at deres marker bliver brændt af.

Kvinden takkede for de ca. 170 shelters (beskyttelsesrum af beton), som var blevet doneret af os fra organisationen Den Internationale Kristne Ambassade i Jerusalem (ICEJ) og er placeret langs grænsen.

– Kvinden udtrykte også stor taknemlighed for vores støtte til deres folk, det betød ”en mere sikker hverdag,” som hun udtrykte det. Men det med freden viste sig snart at være en illusion. Det var ”fred, fred, men der var ingen fred,” sukker Margot og tilføjer: ”Også borgmesteren i Sderot takkede os for vores støtte og udtrykte, at han ville kæmpe til det sidste for sit land. Lørdag blev han skudt og dræbt, ligesom mange andre i byen…”

– Da vi skulle køre fra Sderot, gik jeg igen ud af bussen og gav kvinden et knus, og hun kyssede mig farvel. I dag er hun måske død, voldtaget eller bortført som gidsel…

Ørkenfest blev flyttet

ICEJ arrangerer hvert år rejser til Israel i forbindelse med den store Løvhyttefest.
Som regel samles tusindvis her i ørkenen til en stor udendørs fest. Men netop i år havde man rykket denne fest nordpå til Genesareth Sø. Og netop i ørkenen blev mange unge dræbt af Hamas ved en musikfestival…

Det er forudsagt

Trods de voldsomme begivenheder er Margot rolig og fattet. Hun har da også arbejdet som sygeplejerske. Men Margot er også troende, og det hjælper hende til at forstå, hvad der sker:

– Jeg kan jo læse i min bibel, at det for årtusinder siden blev profeteret, at jøderne skulle miste deres land og blive spredt mellem alle verdens folk og blive forfulgt. Men derefter skulle de vende tilbage til deres oprindelige land og opdyrke det. Og det skete jo til alles overraskelse i 1948, efter at nazisterne havde dræbt 6 mio. jøder i kz-lejrene.

Jøder forfølges fortsat

– Det er utroligt, hvad det jødiske folk har gennemgået og stadig må gennemgå. Der er al mulig grund til at støtte op om dem og bede for dem hver eneste dag, understreger Margot.

– Jøderne forfølges jo fortsat i mange lande. Antisemitismen findes stadig. Og derfor er det naturligt, at mange jøder rejser til Israel for at være i deres eget land. Derfor bygger de også overalt for at få plads til de ca. 10 mio., som de nu er.

Og det er imponerende at se, hvordan de klarer sig og holder ud, ja endda kan synge og feste, selv om de næsten dagligt udsættes for raketangreb, og der jævnligt sker knivstik og andre overfald. Det fylder meget i mit hoved og mit hjerte. Mange, som jeg har mødt, lider fortsat. Det er svært at tænke på.