Christiansfelds grundlæggere satsede på kvalitet

Lavene i Haderslev var ikke begejstrede for den nye by, der blev anlagt i 1773. De frygtede konkurrencen, fremgår det af en artikel i ’Kolding-bogen’, som i år fortæller om arbejdsliv og arbejdspladser.

Ovnsætteren i Lindegade omtales allerede i Hans Holcks oversigt fra 1779 over det danske riges handels- og håndværkerliv. Forretningen eksisterer fortsat og ejes i dag af Hans Dines Schmidt. Illustration fra Koldingbogen. Fotograf: Eva Kristensen.

I årets ”Koldingbogen”, som netop er udgivet, er der bl.a. en artikel af forsker og museumsinspektør Louise Klinge om arbejdsliv i Brødremenighedsbyen Christiansfeld fra starten i 1773.

Vi bringer her en forkortet udgave af artiklen efter aftale med Koldings Stadsarkivar, der har udgivet Koldingbogen. Flere mellemoverskrifter er tilføjet.

DA DEN INTERNATIONALE Brødremenighed modtog Christian 7.’s invitation til at grundlægge en koloniby i Slesvig, var det ikke fastlagt, hvor den skulle ligge, og der er flere grunde til, at Brødremenigheden valgte at etablere sig netop i Tyrstrup sogn.

Det var naturligvis praktisk, at Tyrstrupgård var til salg, men det var ikke den eneste årsag.

Markedsanalyse

Louise Klinge er museumsinspektør, forsker og Ph.D.

Brødremenigheden havde i årtier haft en lokal forankring i et netværk i Stepping, der kunne give indsigt i forholdene lige fra noget så lavpraktisk som adgangen til vand og til udarbejdelsen af en form for markedsanalyse.

Det var vigtigt at redegøre for, hvilke erhverv Brødremenigheden med fordel kunne etablere. Mens kongen ønskede en økonomisk opblomstring, ville Brødremenigheden sikre sig, at der var grundlag for et florerende erhvervsliv, som kunne sikre byen et økonomisk fundament.

Konflikt med Haderslev

Det var især erhvervslivet i Haderslev, der blev undersøgt. Konklusionen var, at der på sin vis ikke var mangel på varer, men mangel på varer af høj kvalitet.

Udsigten til økonomisk succes kunne ikke gøre det alene. I koncessionen kan man i 18 punkter læse de privilegier, der dels gav menigheden lov til at fungere som menighed, dels gav gode forudsætninger for at etableret et effektivt håndværks- og handelsliv.

Man forsøgte ligeledes at afværge forventede konflikter med nabobyen Haderslev. Brødremenigheden ønskede nemlig ikke at indgå i lavssystemet og blev i stedet forpligtet til at betale en fast afgift til lavskassen i Haderslev.

Moralsk håndværk

Brødremenighedens kristendomsforståelse havde betydning for alle dele af samfundsstrukturen, og troen havde en central plads i alle livets gerninger, også håndværket.
Håndværket spillede en central rolle i menighedens ideologi, og Christiansfelds erhvervsliv blev fra sin begyndelse opbygget efter samme princip som i de øvrige kolonibyer.

Kobberstik af Christiansfeld set mod øst fra 1780. Håndværket blomstrede hurtigt i byen, hvor man lagde vægt på kvalitetsvarer og ordentlige arbejdsforhold.

Christiansfelds menighedsordning ”Brüderliches Einverständniss” blev i store træk kopieret efter ordningen i Herrnhut, hvor et af principperne var et moralsk-økonomisk princip.
De varer, Brødremenigheden producerede, skulle være af bedste kvalitet og forarbejdning, og prisen skulle være fair. Det var ikke tilladt at tage overpris for sine varer, heller ikke selvom efterspørgslen muliggjorde det. Prisen skulle tværtimod være så lav som mulig og ikke overstige varens reelle værdi. Til gengæld kunne der omvendt heller ikke pruttes om prisen.

Arbejdsforhold

Også i forhold til arbejdsvilkår var der en stærk moral. I Brødremenigheden tillod man generelt ikke vold og tugt, som ellers var en almindelig del af hverdagen i det omgivende samfund. Ansatte skulle behandles ordentligt, lønningerne skulle være rimelige, og mester skulle behandle sine svende og lærlinge venligt og broderligt.

Læredrenge skulle ligeledes lære noget og ikke bare henvises til forefaldende arbejde. Derfor havde byens opsynskollegie også en finger med i spillet, når der skulle findes en plads til en læredreng. Det var vigtigt, at der både blev taget hensyn til drengens evner, og at han blev oplært i et fag, menigheden havde brug for.

Alt sat i system

Håndværkslivet i Christiansfeld var reguleret, det på trods af at værkstedernes og fabrikkernes ejerskab fordelte sig mellem de privatejede og de, der var ejet af menigheden eller tilknyttet et korhus.

De privatejede virksomheder balancerede mellem frihed og kontrol, eget ansvar og fælles ansvar. Som privat håndværker havde man selv ansvaret for sin produktion og sine ansatte, man ejede sit værksted og sin profit, men havde samtidig ikke frihed til at kunne gøre, som man selv ville.

Under opsyn

For at skabe det ideelle samfund var det vigtigt at sikre sig, at alle overholdt de moralsk-økonomiske principper, undgå intern konkurrence og sørge for, at værkstederne havde en god økonomi, der kunne bidrage positivt til byens økonomiske udvikling. Det krævede opsyn med værkstederne og betød, at mange sider af erhvervslivet blev styret centralt, eksempelvis ansættelse af svende og etablering af nye værksteder.

Det praktiske opsyn blev foretaget af byens forstandere, mens den mere overordnede regulering blev foretaget af byens opsynskollegie i samråd med håndværksrådet, der omfattede byens selvstændige mestre. Alle vigtige spørgsmål skulle dog forelægges byens øverste myndighed, ældsterådet.

Christiansfelder kakkelovne produceres stadig i Christiansfeld i dag. Foto: Museum Kolding.

Antal ansatte og løn

Spørgsmål som løn og varepriser blev reguleret centralt og sikrede, at der ikke opstod konkurrence mestrene imellem. I samråd med ældsterådet bestemte opsynskollegiet desuden, hvor mange udøvere inden for de enkelte fag, der var plads til i Christiansfeld, og ønskede en håndværker at nedsætte sig som mester i byen, skulle det godkendes.

Alt sammen for at sikre sig, at der ikke nedsatte sig håndværkere, der ikke kunne forsørge sig selv eller skabte unødig intern konkurrence.

Derfor kunne man heller ikke bestemme hvor mange svende, der skulle ansættes. Som udgangspunkt skulle en mester kun have de svende, der var nødvendige for at sikre mester og hans familie et rimeligt afkast. Havde en mester for mange ordrer, fik han ikke nødvendigvis tilladelse til at udvide. I stedet skulle ordrerne videregives til et af de andre værksteder, der manglede ordrer.

Arbejdet skulle fordeles ligeligt og bidrage til det samlede fællesskab.

Kapital-tilskud

Omvendt var opsynskollegiet forpligtet til at være behjælpelig med den nødvendige kapital i forbindelse med etablering eller udvidelse af de enkelte værksteder og fabrikker. Netop dette var en stor styrke. Selvom man som privat håndværker var underlagt regler og regulering, ejede man selv sin virksomhed. Men i modsætning til håndværkerne i resten af landet, sikrede Brødremenighedens kreditvirksomhed en nemmere adgang til den kapital, der var nødvendig for at få succes.

Opsynskollegiet var dog selektive, når en håndværker ville nedsætte sig i Christiansfeld. Man foretrak folk med egen formue, der ikke belastede byens økonomi, mens uformuende oftest blev afvist.

Også Christiansfelds forbindelse til menighedens øvrige kolonier gav byen et fortrin, idet man kunne hente erfarne brødre ind fra brødremenighedsbyerne i de tyske industribyer og herved skabe moderne og effektive virksomheder.

En by med vokseværk

Christiansfeld havde altså alle forudsætningerne for at blive en succes. Allerede få år efter Christiansfelds grundlæggelse var der en bred vifte af håndværks- og fabriksvirksomheder repræsenteret i byen. Håndværkene fordelte sig primært mellem private erhvervsdrivende og Brødrehuset.

I bogen De Kongelige Danske Rigers og Fyrstendømmers Stats- og Handelsspejl fra 1780 af Hans Holck får man indsigt i det håndværks- og handelsliv, der eksisterede i 1779, altså kun seks år efter den første grundsten blev lagt.

Ifølge Hans Holck var der på dette tidspunkt ca. 270 indbyggere – dels udenlandske fra Brødremenighedens kolonier, dels fra det danske kongerige. I byen fandtes der forskelligt fabriks- og håndværksarbejde. Brødrehuset fabrikerede fint linnedarbejde og havde i sine bi- og bagbygninger et anseeligt lysstøberi, sæbesyderi og garveri.

Men Brødrehuset havde også tilknyttet skomager, skrædder, snedker, bager, maler, glarmester, klejnsmed og stueurmager. Søstrehuset derimod producerede mest håndarbejde, til gengæld nævnes der, at Søstrehuset havde en butik, hvori der blev solgt linned, silkebånd og al slags strik- og syarbejde.

Ovnsætteren og andre håndværk

Foruden dette drev menighedens gifte indbyggere privatejede værksteder. Et af de erhverv, der nævnes, er byens pottemager: ”der forarbeyder de i Tydskland brugelige Leer-Træk-Ovne, for derved at spare Brændeved”. Der er her naturligvis tale om de såkaldte christiansfelderkakkelovne, et af de få erhverv, der har overlevet til den dag i dag. Hans Holck skriver også om varernes kvalitet. Mestrene gør sig umage og laver varerne af god kvalitet, hvis udsalgspris er fastsat herefter.

Brødremenighedens gode ry: kvalitetsvarer til en fair pris, var altså allerede i 1779 etableret, og ved udgangen af 1782 havde Christiansfeld udviklet sig til et driftigt bysamfund med ca. 400 medlemmer og var et lokalt centrum for handel og håndværk.

Klager fra Haderslevs lav

Brødremenighedens varer blev solgt vidt omkring. I de første år blev det meste formodentligt afsat helt lokalt, men der var også en række virksomheder, der allerede i byens første år begyndte at sælge varer uden for Christiansfeld.

Brødremenighedens varer blev solgt vidt omkring i byer i hele Slesvig, Holsten og Danmark. Sågar så langt væk som Drammen i Norge. Dette stod i stærk kontrast til lavsystemet, der kun gav mulighed for at afsætte sine varer i købstaden og i to miles opland. Det var især Haderslev, der klagede over konkurrencen fra Christiansfeld.

Selvom Kolding også lå tæt på, lå den i ly af toldgrænsen mellem Danmark og Slesvig.
Klager fra lavene i Haderslev illustrerer, at Christiansfeld så tidligt som i 1775, altså kun to år efter grundlæggelsen, havde vundet betydeligt indpas i Haderslev. Inden grundlæggelsen af Christiansfeld havde Haderslev haft monopol på et væsentligt større opland end de juridiske to miles opland, hvilket var kilden til byens velstand.

Med Christiansfelds anlæggelse mistede de altså et stort marked. Byens lav protesterede allerede ved udarbejdelsen af koncessionen, uden at det gjorde en større forskel, og selvom koncessionen forsøgte at forhindre konflikter, lykkedes det ikke. Koncessionen blev nemlig fortolket forskelligt. Mens lavene i Haderslev mente, at Christiansfeld skulle holde deres håndværk uden for Haderslev og byens to miles opland, mente Brødremenigheden, at de havde ret til at udøve håndværk og sælge deres varer alle steder. Så mens Haderslev gentagne gange forsøgte at få Christiansfeld til at betale mere til lavkasserne, forsøgte Christiansfeld at undgå at betale mere end nødvendigt.

Eksempelvis havde byen tre væverier, og selvom de var selvstændige enheder med hver sin drift, blev de ofte omtalt som én fabrik, med al sandsynlighed for at undgå at betale lavsafgift for tre fabrikker, og i stedet nøjes at betale for en.

Fra handelscentrum til UNESCO-by

I dag er de fleste håndværk, som det er tilfældet i resten af Danmark, forsvundet, men ikke alle. Der produceres stadig honningkager efter de gamle opskrifter, og i Lindegade kan man fortsat finde ovnsætteren.

Christiansfeld var en succeshistorie, men det, der blev Christiansfelds succes, blev også byens fald. For byen kunne ikke konkurrere imod industrialiseringens masseproduktion, hvor kvantitet vægtede højere end kvalitet.

Koldingbogen

Koldingbogen udgives af Udvalget Kultur og Kolding Stadsarkiv. Redaktion: Helle Juhl, Camilla Brask Rasmussen og Lene Wul.

Koldingbogen 2023 kan købes hos bl.a. Martensen boghandel i Christiansfeld og Museum Kolding. Vejledende pris: 170 kr.

Se også