Carl kan fejre 50 års jubilæum hos AG Electric

Han begyndte som fejedreng, blev uddannet elektriker og har de sidste mange år været firmaets faste mand hos Aller Aqua, hvor han har stået for elektronik og IT-styring af maskinerne i den store virksomhed.

Carl Christensen har nået at være 50 år i samme firma! Og han har oplært et halvt hundrede lærlinge, men 28. juni går han på pension.

Selvom Carl nu har levet det meste af sit liv på egnen, så er han født i Viborg.

Da hans far døde i en tidlig alder, giftede hans mor sig igen – med en sønderjyde. Derfor flyttede familien til Christiansfeld, hvor de boede på Kongevej 11, og Carl begyndte i 3. klasse på Tyrstrup Skole.

Fejedreng

– Jeg kom i erhvervspraktik hos en af byens elektrikere, Max Schultz. Det kunne jeg godt lide. Og så spurgte jeg, om de ikke kunne bruge lidt hjælp. Det kunne de godt. Så der gik jeg bl.a. og passede have for Max, ryddede op på værkstedet, og når en svend havde brug for en ekstra hånd, så var jeg med ude og lave elektrikerarbejde, fortæller Carl.

Så faktisk har han været i firmaet endnu længere tid end de 50 år. For mens han gik i skole var han som nævnt fejedreng her.

Mester var af den gamle skole

– Max Schultz var jo mester af den gamle skole, men jeg kom fra landet, så jeg var vant til at lave noget, og det var også spændende for mig, så vi havde et godt forhold. Da Max solgte firmaet til Andreas Gaarde den 1. februar 1974, flyttede han hen i Lindegade. Dér var jeg med til at få hans have op at stå. Jeg spurgte Max, om han troede, at jeg kunne komme i lære hos ”ham den nye”. Max svarede, at dét skulle han nok finde ud af. Men jeg skulle jo lige være færdig med skolen. Så jeg kom i lære som elektriker den 1. juli 1974 som 17-årig – til 4,65 kr. i timen.

I de fire års læretid var Carl også på Teknisk Skole i Haderslev.

Det elektriske har udviklet sig til computerprogrammer, hvoraf Carl selv har programmeret en del.

Give erfaring videre

Da Carl blev svend, havde han ofte en lærling under oplæring. Der var stort set en ny hvert år, og det var spændende at give sin viden videre til de unge.

– Det er jo en god måde at holde sig selv skarp på. Og en del af dem er blevet så interesseret i maskinteknik, at de har videreuddannet sig til maskinmester. Så noget har de da lært.

Andreas Gaarde solgte firmaet for næsten 20 år siden. Det blev overtaget af to unge mænd, og jeg var da spændt på, om det ville gå godt. Men det gik rigtig godt. Da jeg begyndte hos AG Electric var vi vel en 6-7 mand. Nu er vi 120 i hele Sønderjylland!

Carl og to andre svende var i øvrigt med til at sikre, at firmaet overlevede i en krise for mange år siden, da nogle udenlandske lån blev for dyre for firmaet. De gik ind som medejere i tre år, og det gjorde, at AG blev mere end et lønarbejde.

På Aller Mølle

– De første år var jeg også ude og lave alt fra hvidevarer til husinstallationer. Men det interesserede mig ikke så meget som industrimaskiner. Der er flere udfordringer i den slags arbejde. Det var Andreas Gaarde, der pressede mig i den retning. Jeg var også ude på Bunkenborg, Arla, Danæg og andre store virksomheder. Men efterhånden blev jeg fast tilknyttet Aller Mølle og Aller Aqua.

Dengang var der jo to fabrikker, og der skete jo en masse på møllen, hvor man solgte svinefoder og kvægfoder til landbruget. Den ene af møllesønnerne, Poul, drev møllen, mens den anden, Hans Erik, gav sig af med fiskefoder, og det blev så til Aller Aqua.

Hans Erik var god til at skaffe kunder i udlandet, for der var ikke marked nok i Danmark, og det er jo enormt som virksomheden er vokset.

Der var så meget at lave hernede, at vi i perioder var 3 svende, foruden lærlinge, husker Carl.

– Jeg var ikke med til at opbygge den nye fabrik i 1978, men da den var færdig, kom jeg til at stå for service af det hele.

Møllen blev for ca. 12 år siden solgt til Hedegaard, der igen blev overtaget af Danish Agro. Bygningerne blev overtaget af Aller Aqua.

Kontor i tårnet

Vi møder Carl på hans kontor i tårnet, der blev bygget i 1999. Her var tidligere pillepresser og køler m.m. Her har han haft fast base i mange år. Tidligere har han haft base forskellige steder, for det har været computerarbejde meget af det, han skulle lave. Der er omkring 600 motorer på fabrikken, som skal efterses og vedligeholdes. Så der er altid noget at lave. Og hvis der pludselig sker et nedbrud, så kender de telefonnummeret på Carl.

Carl er lidt af en opfinder og kunne også længe følge med i den nye teknik.

– Det startede jo med relæ-styring, men så blev maskinerne computerstyrede, og tingene kom over på en skærm. Jeg blev stille og roligt selvlært.

– Er det blevet nemmere med den nye teknik?

– Nej, det er det ikke, ler Carl. – Det er svært at følge med i alle de regler om sikkerhed, sporing, dokumentation og selvkontrol, som kommer til. Der bliver mere og mere.

I 2017 overgav Carl IT-delen til en virksomhed i Sønderborg, som han så forklarede alt, hvad der foregik på fabrikken.

– Jeg kender jo det hele på fabrikken som min egen bukselomme.

De sidste tre måneder har jeg været i gang med at oplære en kollega, som skal overtage. Det er Michael Jacobsen fra Stepping.

Henriette er SOSU

Carls kone Henriette er noget yngre og arbejder som Social- og Sundhedsassistent på plejehjemmet Vesterled i Ødis. Hun er fra Skovbølling, og de første år boede parret i Taps, før de i 1992 købte Henriettes bedsteforældres hus, en landarbejderbolig, som Carl kunne se muligheder i.

– Jeg har også et værksted, hvor jeg har bygget en CNC-fræser og en laserskærer, der er computerstyret. Så det ser jeg frem til at arbejde med, når jeg får tid.

Faktisk blev Carl pensionist allerede i januar, men han valgte at fortsætte, så han kunne fejre 50 års jubilæum, ligesom hans gamle chef Andreas Gaarde kunne 1. februar.

Men efter den 1. juli er det slut med at arbejde.

– I hvert fald som elektriker, tilføjer han.

Carl har planlagt, at han vil gå til svømning en dag om ugen for at holde sig fysisk i form. Han skal også have fundet sig en bil til afløsning for firmabilen, så han kan komme omkring, når konen har den anden bil på arbejde.

Men han kan se tilbage på et spændende arbejdsliv og har ikke har fortrudt, at han blev elektriker.

Se også