Vamdrup lægger op til festlige ”skøre timer”

Fredag aften den 9. august holdes byfesten Crazy Hours for 25. gang i ’den grønne by ved Kongeåens kilder’.

Byfesten foregår på byens torv med tilhørende græsarealer og udendørs scene i centrum.

VAMDRUP: Der er fuldt drøn på forberedelserne til årets store byfest i Vamdrup, Crazy Hours – frit omskrevet til dansk: ”skøre timer”.

Helge Paulin fra Grøn Vamdrup.

Og er der noget, der kan få folk af huse i byen og på egnen, så er det netop Crazy Hours. Indslaget har tradition for at være et tilløbsstykke, og i år bliver nok ingen undtagelse, hvor det handler om markeringen af 25-året for Crazy Hours.

Derfor lægger både hovedarrangøren, Vamdrup Handel & Erhverv, og alle de øvrige aktører særligt mange kræfter i at gøre aftenen så festlig og skør.

Byfesten i byen ved Kongeåens kilder foregår på byens attraktive torv med tilhørende græsarealer og udendørs scene i centrum. Overalt i byen vil det syde af fest. Og byens forretninger holder også åbent på aftenen med masser af gode tilbud på hylderne og på salgsstandene.

Flere aktiviteter

I anledning af 25-års jubilæet vil Vamdrups SFO-børn lave gadepynt, og der vil være levende musik, boder med mad og drikke og aktiviteter for både store og små.

En succes fra i fjor med at forvandle byens hovedgade til “foreningsgade” bliver gentaget. Her kan byens mange foreninger præsentere sig og hverve nye medlemmer.

Der meldes om flere aktiviteter end tidligere. Det populære afsluttende festfyrværkeri bliver også større i år.

Alt om bæredygtighed

”Grøn i Vamdrup” har en specialudstilling i den tidligere biblioteksbygning på Torvet i Vamdrup.
Det handler om bæredygtighed med natur, klima og miljø i centrum.

Der er gratis adgang til udstillingen, som åbnes kl. 18.30 af formanden for ”Grøn i Vamdrup”, Helge Paulin, og formanden for kommunens klima og miljøudvalg, Jørn Chemnitz:

– I udstillingen repræsenteres Bæredygtighedshuset, Redux og landboforeningen Spiras”, fortæller Helge Paulin fra gruppen ”Grøn i Vamdrup”, som står bag initiativet.

Tilsammen råder de tre organisationer over 150 kvadratmeter udstillingsplads:

– Og vi vil være klar til at modtage gæster i huset hele aftenen, tilføjer Helge Paulin.

Åbner nyt spisested

Og så åbner byens spritnye spisehus og restaurant ”Der Kejser” på Torvet også dørene fredag aften til en virkelig flot og tiltalende restaurant.

Bag ”Der Kejser” står ejeren af den velrenomerede Farris Kro. Det er et initiativ, som rigtigt mange borgere i byen sætter pris, for byen har faktisk ikke haft nogen egentligt ”á la carte” spiserestaurant siden den tidligere forpagter af det gamle Hotel Vamdrup for et par år siden gik konkurs.

Der meldes i øvrigt alt udsolgt hos Der Kejser på åbningsaftenen, når byen atter iklæder sig festdragten for at fejre Crazy Hours – skøre timer.

Se også