Hans fire venner druknede i Norge i 2010, men selv overlevede Niels
Niels Nymann Højlund havde opgivet og var ved at drukne, men blev reddet af vennen Søren, der heltemodigt kæmpede 7 km i bølgerne...
På torsdag i næste uge – den 29. august – er der besøg af en helt speciel gæst til Tyrstrup Kirkes Fællesskabsaften.
Niels Nymann Højlund var den ene af kun to overlevende fra den frygtelige ulykke i Norge i 2010, hvor fire unge danskere omkom.
De seks unge mænd tog i 2010 på ferie sammen i Norge. De oplevede fællesskab, venskab, sjove stunder og fisketure.
Den 18. august tog de på fisketur i en 16-fods jolle ud for Skjernøya i frisk vejr. Men under fisketuren blev vandet for voldsomt. Bådens motor gik i stå og kunne ikke starte. Og båden begyndte at tage vand ind.
Pludseligt var det ikke sjovt mere. Da en bølge skyllede ind over båden, kæntrede den. Alle måtte kæmpe for at overleve i vandet, som kun var omkring 16 grader. Kun to overlevede.
Troede ikke, det var farligt
Efter ulykken sagde lokale fiskere, at de unge danskere ikke skulle være taget ud i så dårligt vejr.
”Først stod de bare ude på odden og fiskede. Ingen af os troede, de ville tage ud på vandet, sådan som vejret var. Det blæste så kraftigt, at vandet var helt hvidt,” fortæller den norske fisker Reidar Jenssen efterfølgende til netavisen fvn.no.
Men da de sejlede ud, var vejret ikke så dårligt, fortalte Niels Højlund bagefter til TV2. Han havde været ude at sejle i den slags vejr mange gange før. De havde derfor heller ikke tænkt på at tage redningsveste på eller med. Ikke fordi de var kåde, men fordi de ikke havde tænkt over, at det kunne være nødvendigt.
Forsøgte at ringe
Inden bølgen kom, forsøgte Søren fra Hvide Sande at ringe efter hjælp, fordi motoren var gået i stå. En benzinslange var knækket af og de kunne ikke få den repareret.
”Jeg tager min mobil frem, men den er død. Nikolai tager så sin mobil frem – en iPhone – og skal til at ringe. Men inden han når at trykke på opkald, så er det, at bølgen kommer, og hans mobil dør, og båden bliver fyldt med vand, og den begynder lige så stille at synke,” fortalte Søren Thuesen bagefter til TV2.
Lokal dreng fra Lunderskov
Den 22-årige Nikolaj var søn af Ann-Mari og Sten Nielsen. De var præstepar i Skanderup 1983-1995, og Sten arbejdede senere som højskoleforstander i Børkop og fundraiser for Brødremenighedens missionsselskab (BDM) i Christiansfeld.
En morgen ringede politiet på og fortalte, at deres søn og tre kammerater var meldt savnet efter en fisketur i Norge.
Drev med strømmen
Selvom kammeraterne kun var ca. 200 meter fra land, da båden kæntrede, kunne de ikke komme i land. Strømmen var for stærk, og de blev tvunget til at svømme med strømmen mod en anden kyst, som desværre lå 2,5 km væk. Og vandet var som nævnt kun 16 grader…
Fra Løsning
Niels Højlunds familie har boet i Norge, hvor hans far, Henrik Højlund, var præst, og hans mor, Margrethe Wagner Højlund, var lærer.
Men da Niels var 14 år, flyttede familien til Løsning mellem Vejle og Horsens.
Nogle år senere blev Niels student fra Rødkilde Gymnasium i Vejle, og et par år studerede han dramaturgi på Aarhus Universitet. Men han droppede universitetet og blev i stedet pædagogmedhjælper.
Hygge med venner
I sommeren 2010 tog Niels sammen med fem kammerater til Norge, hvor de bl.a. var med til nogle koncerter og boede i hans forældres hytte på en lille ø på Norges sydkyst nær Mandal.
De fem gode kammerater var Henrik Hyrup Møller, Jakob Skovgaard Andersen, Nikolaj Munk Nielsen, Lunderskov, Søren Thuesen, Hvide Sande, Thomas Hermansen, Løsning, og Niels Højlund.
De havde mod på livet og ville gerne opleve noget. Derfor var det også naturligt for dem at tage ud i barsk vejr for at fiske.
Druknede for øjnene af kammerater
Men det blev deres sidste fisketur sammen. Da båden kæntrede, forsøgte de at holde fast i kanten. Efter lang tid besluttede at svømme mod land. Men efter næsten tre kilometer med strømmen i det kolde vand forsvandt den ene kammerat efter den anden for øjnene af Søren Thuesen fra Hvide Sande. Han var tidligere livredder og forsøgte at redde dem ved blandt andet at hjælpe dem af med det tunge tøj og sko, så de lettere kunne svømme, men det var forgæves i det oprørte hav.
”Jeg kan ikke mere”
Også Niels havde opgivet og sank ned under vandet for at drukne, fortalte han til Jyllands-Posten.
Men Søren Thuesen opgav ikke. I fem kvarter halede han den tunge kammerat gennem vandet.
Niels havde ellers sagt: ”Jeg giver op nu. Jeg kan ikke mere.”
Men det ville Søren ikke acceptere. Så han dykkede ned og tog Niels ved nakken og hev ham op, mens han råbte, at det ikke var for sin egen skyld, Niels skulle holde sig i live…
Søren var helten
Det lykkedes Søren at kravle op på en holm. Efter at have båret og slæbt Niels til et sikkert sted, kastede han sig igen ud i bølgerne og svømmede syv kilometer!
Lidt over klokken 22 bankede han på hos Esther Vågsvoll på Skjernø. Søren var kun iført underbukser. Det blødte kraftigt fra hans tæer og hans knæ.
”Han ville afsted igen for at lede efter sine kammerater, men det fik vi ham snakket fra,” fortalte Esther Vågsvoll til fvn.no.
De fik alarmeret politiet, som sendte en båd ud for at finde Niels. Først 12 minutter over midnat fandt de Niels, men de fire andre blev ikke fundet.
Tiden efter tragedien
Helten Søren, som reddede Niels fra druknedøden, har kun fortalt offentligt om ulykken én gang. Med vestjysk beskedenhed har han bemærket, at redningen jo ikke lykkedes, når de fire kammerater druknede.
Tre uger efter ulykken var Niels Højlund tilbage i jobbet i børnehaven. Niels havde det bedst sammen med børnene i den første tid. Men mange hjalp ham.
”Jeg havde en masse mennesker omkring mig, som jeg kunne tale med, jeg havde en familie, som turde stille sig derhen, hvor det gjorde mest ondt, og jeg havde også en kæreste, som var fantastisk til at være tæt på og lytte,” har han fortalt til Kristeligt Dagblad. I tiden efter ulykken udviklede hans tro sig.
Til KD sagde han: ”Jeg spørger ikke længere Gud hvorfor. Jeg tror, Gud reddede mig. Min far sagde, at drengene er svømmet lige ind i Paradiset. Da jeg hørte det, tænkte jeg, at det er sandt. De har det bedre end jeg.”
Niels besluttede, at han ville leve. Han gik i gang med en læreruddannelse. Og idag kan han tale og synge om de mange tanker, han har gjort sig om at se døden i øjnene og om at undre sig over, hvorfor han selv er i live.
Ved Fællesskabsaftnen i Sognehuset torsdag den 29. august fortæller og synger han om ”Forliset i Norge”. Mødet starter kl. 18.30 med fælles spisning, herefter oplæg og debat.
Maden koster kun 30 kr., men tilmelding er nødvendig til Else på telefon 2649 0103 – gerne SMS – senest dagen før.