Farverne fylder meget i Inger Skovenborgs liv
Det begyndte med, at hun som barn fik en malerkasse. NU er hun vendt tilbage til Christiansfeld for at ’rydde op i livet’.
– I 1952 fik jeg foræret en malerkasse med farvepikmenter, men jeg anede ikke, hvordan de skulle bruges, fortæller Inger Skovenborg.
– Da jeg var 14 år, fandt min far endelig et kursus i porcelænsmaling i Kolding, men det var kun for voksne, så mor blev tilmeldt, og jeg fik lov at komme med.
Vi mødte op, og mor havde sit strikketøj med. Men hun begyndte nu også at male, husker Inger.
Inger voksede op i Eltang ved Kolding, hvor hendes far var førstelærer i den lokale skole.
Senere flyttede familien til Christiansfeld.
Malerisk liv
Nu begyndte et liv med farver, først på porcelæn, så med olie på lærred, så akvaral og ikoner og nu akrylmaling samt et år på et privat kunstakademi i Odense.
Som nygift flyttede Inger til Christiansfeld i 1961. Hendes mand var kørelærer Erik Pagh, og de havde Paghs køreskole.
– Da jeg fra 1961-88 boede her i Christiansfeld, underviste jeg også i porcelænsmaling i ungdoms- og aftenskolen, efter at jeg havde taget faglæreruddannelsen på Kerteminde Husflidsskole, fortæller Inger.
Elev er nu formand for kunstudvalget
En af Ingers elever var Anne Marie Mosegaard, Christiansfeld. Og nu – mange år senere – er Anne Marie formand for kunstudvalget i Tyrstrup Sognehus. I den smukke nye bygning har man jævnligt fine udstillinger med forskellige kunstnere. Og i de kommende måneder kan man se Inger Skovenborgs malerier i Sognehuset.
Så ved ferniseringen i Sognehuset på søndag den 8. december efter gudstjenesten kan ”eleven” byde sin gamle lærer velkommen.
Omsorgsarbejde
I 1968 tog Inger initiativ til at oprette et omsorgsarbejde for pensionister i Tyrstrup Kommune, og ved kommunesammenlægningen i 1970 fortsatte arbejdet i den nye Christiansfeld storkommune.
– Det var et dejligt arbejdsliv, hvor jeg også fik lov at lave ture og rejser for pensionister i samarbejde med Christiansfeld Turistfart – Viggos biler.
Bofællesskab i Bjert
– Vi lavede også studiegrupper om boformer i “Den tredje alder”, og jeg blev engageret i en gruppe, der arbejdede med at bygge bofællesskaber i Sønder Bjert, fortæller Inger.
– Så i 1988 flyttede jeg ind i bofællesskabet Agerland og blev senere ansat ved Kolding Kommune som forebyggelsesmedarbejder. Det var et dejligt og spændende arbejdsliv, men der var ikke så meget tid til at male og være kreativ. Poul Nielsen, som var med til at oprette vort bofællesskab, havde også været med til at oprette malegruppen “De hyggelige varianter“, så da jeg gik på pension, kom jeg med i malegruppen, og så kom der gang i penslerne igen. Vi maler, tager på udstillinger og kurser sammen. Jeg tager også selv på forskellige kurser, bl.a. på Løgumkloster Højskole, hvor jeg fordybede mig i at lave ortodokse ikoner.
Tilbage til Christiansfeld
Efter at have boet og arbejdet andre steder, er Inger Skoveborg nu flyttet tilbage til Christiansfeld.
– Jeg var glad for at bo i bofællesskabet i Sdr. Bjert, men det er ikke et sted, jeg ønskede at være som ældre. Jeg følte også, at jeg skulle tilbage til Christiansfeld og nyde mine sidste år her bl.a. med at male og lege med farver.
Og så er der også noget med at ”rydde op” i sit liv og vende tilbage til dér, hvor man var engang.
Mine forældre var med i Brødremenigheden. Og det er jeg også selv, fortæller Inger Skovenborg.