Hellig Tre Konger og Betlehemsstjernen

Mandag den 6. januar var det ”Hellig Tre Kongers dag”. Dermed er juletiden officielt slut. Tidligere var det en helligdag, men nu nøjes man med at fejre Helligtrekonger den første søndag efter nytår. Det var i år den 5. januar.

Navnet ”Helligtrekonger” kommer af beretningen om ”de vise mænd fra Østerland”, som ifølge Mattæus-evangeliet opsøgte Jesus-barnet i den lille flække Betlehem, ”fordi de havde set stjernen”. De var nemlig den tids astrologer.

Og den mærkelige stjerne, som der fortælles om er mere end et eventyr.

En konjunktion

Med moderne computerprogrammer kan man nemlig nu skrue stjernehimlen tilbage og se, at der netop omkring Jesu fødsel var en hel række af specielle konjunktioner (dvs. at to eller flere planeter kom tæt på hinanden – set fra jorden).

De fleste forskere er i dag enige om, at den særlige stjerne må have været, da Venus, Jupiter og Regulus flere gange omkring år 3-2 f. Kr. var så tæt sammen, at de fra jorden så ud som én mægtig stjerne. (Når det ikke var år 0, skyldes det bl.a., at der senere gik uorden i kalendersystemet.)

Det har været så stor en astronomisk begivenhed, at det har blæst turbanen af datidens astrologer i Østen!

I Løvens stjernetegn

At det foregik i Løvens stjernebillede forklarer, hvorfor ”de vise mænd” dukker op i jødernes land og ikke i Rom.

Løven er Judas stjernebillede. (Judas Løve – se fx 1. Mosebog 49,9 eller Hoseas’ Bog 5,13).

Judas stamme boede i den sydlige del af Israel, hvor Jerusalem ligger. Derfra blev de vise mænd af de skriftkloge ledt videre til Betlehem – for det var dér, Messias ifølge Gamle Testamentes profetier skulle fødes. (Fx Mikas bog 5,1-8).

Mange ledetråde i stjernetegnene

Østens vise mænd var astrologisk kyndige, fremgår det, og derfor har de også kendt til de ledetråde til en Messias-skikkelse, der findes i alle de gamle stjernetegn.

Desværre kan vi ikke her beskrive alle detaljer. Men det er ret påfaldende, hvor meget tegnenes symboler og navne ligner Bibelens profetier. Det kan slet ikke være tilfældigt. (Alle tegnenes ledetråde til Bibelen er beskrevet i min bog ”Jesus i Stjernerne”.)

De ”vise mænd” fra Østen var såkaldte magi’er, folk med forstand på astrologi. Måske var de Zarathustra-præster fra Iran. Det har haft en speciel betydning for dem, at det var de to stærkest lysende planeter, Jupiter og Venus, der mødtes i nærheden af Regulus i Løvens tegn. Hvorfor?

Kongernes konge og Himmeldronningen

Jupiter er nemlig fra ældgammel tid blevet betragtet som Konge-planeten (gudernes gud) pga. størrelsen set fra jorden.

Venus kaldes den lysende morgenstjerne i Bibelen og forbindes i astrologien med modergudinden – Isthar hos babylonerne, Isis hos egypterne, den nordiske Freja, den græske Aphrodite, osv. Altså en meget vigtig stjerne/gudinde for de hedenske folk – og forbilledet var formentlig Eva (fra Edens have), som var den oprindelige ”moder” for alle folkeslag.

For datidens astrologer betød mødet mellem Jupiter og Venus, at gudernes Gud ville forene sig med Himmeldronningen – og at Jomfruen ville blive med barn. For i det oprindelige stjernebillede Jomfruen, sidder hun med et barn (stjernebilledet Koma) på skødet, mens hun i nyere billeder gengives med langt hår i stedet for barnet!

Og dette specielle barn skulle ifølge stjernebillederne være både gud og menneske. I stjernebillederne er der en helt, som frelser den lænkede kvinde fra uhyret ved selv at blive såret og hugget i hælen…
Alle disse billeder er kendt fra både Bibelen og de gamle stjernetegn, før astrologien kørte af sporet.

’Stjernen stod stille!’

Astronomiske computerprogrammer viser, at Jupiter og Venus mødtes første gang d. 12. august år 3 f. Kr. Derefter kom Jupiter den 14. september i konjunktion med Regulus, en anden kongestjerne. Jupiter fortsatte så forbi Regulus, men standsede – „stjernen stod stille“ skriver Mattæus (2,9) – for derefter at gå tilbage og passere Regulus igen den 17. februar år 2 og endelig en tredje gang den 8. maj år 2 f. Kr.

En meget bemærkelsesværdig sløjfeformet bevægelse!

Og så kommer det helt store show, da både Jupiter, Venus og Regulus igen mødes med en minimal afstand (nemlig 3/60 grad, månens diameter er til sammenligning ½ grad). Det sker præcis kl. 20.02 den 17. juni år 2 f.Kr.

(Og som nævnt skal vi tilføje et par år på grund af år 0 og ændringen fra den romerkse månekalender til den julianske og senere gregorianske kalender-ændringer.)

Stjernen ledte dem

De to planeter har set ud som én mægtig lysende stjerne på aftenhimlen. Hvis vismændene befandt sig på vej fra Jerusalem øst for Betlehem, mens den tredobbelte stjerne viste sig på aftenhimlen i vest, så kan det bogstaveligt talt have set ud, som om stjernen stod over byen og stalden, hvor jomfru Maria fødte Jesus-barnet!

„Da de så stjernen, var deres glæde meget stor“, skriver Mattæus (2,10). Det forstår man. Det har været deres livs oplevelse og bekræftelse.

De vise astrologer har kunnet rejse tilfredse hjem og fortælle om en ny verdenshersker – og få generationer senere var troen på Jesus Kristus også kommet til deres østerlande – formentlig Irak, Iran eller Indien.

”Svar til dem, der ikke søgte”

Stjernernes bevægelser, som fik Østens hedenske astrologer til at søge efter Jesus Kristus, er et vidunderligt eksempel på, at Gud ikke blot en lokal gud for jøderne, selv om de var hans udvalgte folk og havde indgået en pagt med Gud. Nej: ”Jeg havde svar til dem, der ikke spurgte, jeg var at finde for dem, der ikke søgte mig,” står der i Esajas’ Bog kap. 65.

Astrologi som religion advares der imod i Bibelen. Og med god grund, for kanaanæerne ofrede små børn i deres astrologi…! Stjernerne skal ikke dyrkes – og de skal heller ikke styre vores liv via horoskoper. De er kun tegn, fortæller Bibelen.

Betlehems-stjernen var åbenbart fra tidernes morgen fastlagt i stjernernes baner som et tegn. I „tidens fylde“ skulle også den bekræfte, at Jesus var Messias – verdens frelser.

Han var Judas Løve, og han var også barnet i Jomfruens stjernebillede.

Alle stjernetegnene fortæller faktisk bibelhistorie om Jesus – selv om de var kendt allerede på Jobs tid – formentlig over 2.000 år før Kristus.

Ufatteligt, men et bevis på, at der er mere mellem himmel og jord, end man kan forstå ud fra en snæver materialistisk tankegang.

Journalist Henri Nissen er for tiden redaktør på Fællesavisen. Han har arbejdet som journalist i 45 år og har også en master og doktorgrad i religiøse studier. Blandt de 18 bøger, han har skrevet, er ”Jesus i Stjernerne”, som handler om Betlehemsstjernen og stjernebillederne. (128 sider. 148 kr. Hosianna.dk).