Lokalredaktøren på en dramatisk rejse

De sidste par uger har jeg lavet min del af Fællesavisen fra Afrika via internettet. Jeg har nemlig været på en ret eventyrlig rejse til Cameroun og Tchad – to lande, som ikke just er turistlande…

I København blev flyet en time forsinket på grund af den pludselige sne og overisning af vingerne.
Derfor var det kun ved at småløbe, jeg nåede flyet fra Paris til Douala i Afrika. Men min kuffert nåede det ikke, og jeg venter stadig på, at den skal komme hjem til fædrelandet.

Bilproblemer

Jeg har en gammel 4-hjulstrukken Landcruiser stående i Afrika. Den bliver brugt af en børnelandsby, som støttes gennem Café Morgenstjernen i Christiansfeld. Og det var dejligt at besøge de ca. 35 gadebørn og unge, som her har fået et godt liv sammen. Her går de i skole og lærer et håndværk. Og så lærer de at holde op med at stjæle og sniffe, og hvad de ellers har bedrevet før. En af teenagepigerne fortalte, at hun nu ville være politibetjent. Og det skal nok lykkes for hende.

Men bilen altså – den ville ikke starte, da jeg en mørk aften holdt i en skummel storby. Med hjælp fra en slags ”mekaniker” kom den igang. Men dagen efter var det galt igen…

Jeg skulle køre ca. 4 timer i øde områder, så da den startede, gjaldt det om at holde motoren kørende…

Terrorister

Det nordlige Cameroun er plaget af en islamistisk gruppe, som kalder sig Boko Haram. Det betyder noget i retning af: ”Skole er forbandet”. Gruppen slår til fra Nigeria med bomber, drab og kidnapninger. Så myndighederne fraråder især hvide at færdes her.

Byen Maroua skulle dog være ret sikker. Så vi holdt en lille uges kursus for ca. 30 lokalradio-ledere, hvoraf mange har fået sendere, kabler og antenner fra min lille en-mands mission.

Kupforsøg

En radio-mand fra Tchad meldte afbud, fordi der dagen før var et kupforsøg mod præsidenten. Det blev afværget, og alle de 18 angrebsmænd blev dræbt. De nåede kun at dræbe en af vagterne med køller og knivstik. Jeg fik sendt en video fra overvågningskameraet, som viste angrebet og de døde. Og jeg spurgte bekymret, om det så var sikkert at tage til Tchad.

”Ja ja. Ingen problemer.”

For ikke at udfordre Boko Haram besluttede jeg dog at flyve til Tchad. Men et par dage før afrejsen meddelte CamAir-Co, at turen var aflyst! Afrikanerne morer sig med at kalde det ustabile flyselskab for CamAir-No-Go.

Vi aftalte nu at køre i bil, men tage en anden rute, hvor der ikke burde være terrorister. Men det ene dæk på den bil, vi skulle køre i, var flænset, og min ven Mbombo havde heller ikke forsikring på den. Så vi fik i hast fat i en lejebil.

Den muslimske chauffør valgte imidlertid at køre ad en genvej – en grusvej – i flere timer, før vi i mørke nåede frem til en asfaltvej, der næsten var værre end grusvejen. Hullerne i asfaltvejene hernede kan være en halv meter dybe, så det gælder om at få øje på dem, før man drøner i dem.

Over Logone floden

Men omsider nåede vi frem til grænsebyen Yagoua. Vi fandt efter flere forsøg et nogenlunde hotel, hvor toilettet ikke var i stykker, og hvor der ikke løb kakerlakker. Lagenet var nok ikke helt rent, men – vi var meget trætte.

Til morgenmad fandt vi en lille bod med et ildsted, hvor en fattig kone kogte sød te og stegte makala (hårde æbleskiver) i olie.

Chaufføren var kørt, så vi fik vores kufferter og os selv læsset på motorcykel-taxier og kørte til grænsen.
Men nu var grænsebroen ikke åben, så vi måtte sejle over grænsefloden Logone i en lille piroque-båd – efter at toldere og grænsevagter havde forsinket os en del. Min afrikanske ven Mbombo er meget bange for vand, så han sad med lukkede øjne, men jeg nød den eventyrlige overfart.

Mad med fingrene

I Tchad blev vi modtaget af en lokal borgmester-kandidat, som var gift med en schweizisk jordemoder.
Han indbød os til en fælles udendørs middag, hvor vi alle spiste med fingrene af de samme skåle – men vi havde alle vasket hænder. Det smagte godt, og vi blev ikke syge.

Mbombo viste mig lige oven på middagen et billede af to blodige soldater, som Boko Haram havde myrdet – ikke så langt fra Maroua, hvor vi lige havde boet. Billederne var voldsomme, indvoldene var væltet ud efter knivstik. Han viste også et foto af en politimand, der havde skudt halvdelen af hovedet af i et påstået selvmord. Hernede deler man voldsomme billeder uden filter på WhatsApp. Ugen før havde Mbombo sendt flere billeder af sin niece, efter at hun havde hængt sig…

Samme uge døde hans mor. Efter lokal skik var vi på visit hos de efterladte. Vi sad på gulvet og sang et par salmer til trøst for familien. Der blev også indsamlet en gave til dem.

N’djamena

Efter 5-6 timers kørsel i Tchad havnede vi i hovedstaden N’djamena. Trafikken er et virvar af biler og motorcykler, blandet med geder og hunde. Midt i trafikken står ofte soldater, som stopper biler og kropsvisiterer passagerer for våben. De er fra præsidentens livgarde og taler ofte kun arabisk – så det gælder om at være usynlig.

Den giftige tomat

Vi blev nu indkvarteret i et missionær-gæstehus, hvor alt var rent og fungerede.

Maden blev første aften bragt i en cellofan æske. Og da jeg havde fået nok af ko-mave i Cameroun, nøjedes jeg med at spise makaronierne og de kogte grønsager. Bl.a. en lille ”tomat”. Den viste sig at være en chiliagtigt grøntsag, som brændte så meget i munden og maven på mig, at jeg desperat drak masser af vand den næste time. Tårerne stod mig i øjnene, og jeg fik en voldsom hikke. Dagen derpå havde jeg ondt ved hjertet. Afrikanerne forklarede indforstået, at man jo heller ikke skulle spise den grøntsag.

I audiens

Vi skulle holde et kursus for de kristne radiostationer i det meget muslimske Tchad. En af radiofolkene var blevet rådgiver for præsidenten, så vi kom i audiens hos præsidentens generalsekretær. Da han hørte, at jeg var fra Danmark, nævnte han, at han havde studeret kemi i vores ”naboland” Rusland og talte russisk. Han havde altid undret sig over, hvorfor europæerne var så bange for at ”russerne kommer!”

Efter en venskabelig snak, hvor vi var enige om, at radioer er til gavn for udviklingen, sagde han, at jeg fremover ”altid var velkommen i Tchad”. Og så tog vi officielle billeder. Der kom også et indslag i en lokal tv-station, hvor man på fransk og arabisk fortalte om vores seminar og bragte billeder af den blege christiansfelder mellem de brune afrikanere. Dagen efter fik jeg lov at møde ministeren for kommunikation, som forærede mig sin bog om det oplagte i at bruge solceller i Afrika.

På vej hjem fra den eventyrlige rejse blev to lokalfly igen aflyst. Jeg måtte tage til Danmark ad en anden rute. Så rejsen var nogle gange lidt for spændende…

Idéen med radioer

PS: Grunden til, at min kone og jeg og vores tre små børn for 30 år siden var udsendt til en radiostation i Cameroun for Mission Afrika, som havde kontor i Søstrehuset. Bagefter var jeg i 7 år deltidsansat af Det Lutherske Verdensforbund som radio-konsulent.

Da jobbet sluttede, fortsatte jeg på egen hånd med at hjælpe afrikanske venner med at oprette lokalradioer. Arbejdet udviklede sig, bl.a. med filmvisninger i bushen og en gadebørns-landsby. Så vi er afhængige af, at nogen vil støtte – fx på mobilepay nr. 810 999.

Radio er stadig det helt store i den fattige del af Afrika. TV og aviser er for de rige. Men en radio kan fås til 25 kr. Gennem vores lokalradioer modtager de viden om hygiejne, kvægavl, landbrug, familieliv – og får reelle nyheder. Og radioerne fortæller også evangeliet, som jeg selv tror er drivkraften for en positiv forandring.

Siden år 2000 er over 62.000 kristne blevet dræbt på grænsen mellem Nigeria og Cameroun.
Men radioerne skaber afspænding og forståelse mellem moderate muslimer og kristne.