Konsulentfirma afslører alvorlig forurening efter eksplosionsbrand på Tingskovhedevej

Der er påvist kraftig forurening af Tingskovhedevej 11 efter den eksplosionsagtige brand på nabo-ejendommen i nr. 10 i december 2024.
Det viser jordprøver, som Franck Miljø- og Geoteknik har udført på ejendommen efter ønske fra ejeren af nr. 11, murer Hans Hansen, der har mistet tålmodigheden med Kolding Kommunes miljøafdeling.
Der er udført 3 håndboringer og udtaget miljøprøver. De to prøver, som blev taget indenfor et område med synlig forandring, viser begge kraftig forurening af kulbrinter svarende til overskridelsesfaktorer på mellem 1,25 og 6,91 gange afskæringskriterierne for jord.
Kulbrinterne har kogepunktsområde svarende til gasolie (diesel-/fyringsolie) og asfalt/bitumen/fuelolie, hedder det i rapporten.

– Der var ved prøvetagning tydelige tegn på forurening både visuelt og lugtmæssigt. Det vurderes sandsynligt, at kilden til forureningen er spild fra branden og skyldes en ufuldstændig oprydning, hedder det i rapporten.
Fællesavisen skrev i sidste uge, at det ikke er lykkedes kommunen at få ejeren af brandtompten til at rydde op efter branden.
Ejeren skulle have ryddet op på grunden senest 1.5. 2025 – efter flere udsættelser også forud for branden.
– Der pågår fortsat undersøgelser af jorden i forbindelse med de grøfter, der blev gravet til at bortlede slukningsvandet, svarede Merete Valbak, som er chef for Kolding Kommunes miljøafdeling.
Men naboen har nu taget sagen i egen hånd ved at bestille en privat miljø-rapport. Og rapporten giver ham medhold:
– Den konstaterede forurening vurderes at kunne udgøre en risiko med ejendommens anvendelse som bolig. Desuden vil forurening have en negativ effekt på nabo-ejendommens værdi, skriver firmaet.
– Det anbefales at gå i dialog med myndigheder og skadevolder omkring forurening af ejendommen for en frivillig eller af myndighederne påbudt oprensning af forureningen.
Da der er dræn i området med forureningen, anbefales det desuden, at der foretages analyser langs drænet, da dette kan sprede forureningen ujævnt over større område, advarer Franck Miljø- og Geoteknik i rapporten.
Byrådsmedlem Molle Lykke Nielsen har flere gange i miljøudvalget og forvaltningen spurgt til, hvad der sker med undersøgelserne efter branden.
Han mener, at kommunens ansatte er overbebyrdet med politikernes mange miljø-påfund, så de ikke får fulgt op på deres almindelige tilsyns-opgaver.
Og politiet har åbenbart opgivet at finde årsagen til branden. Det fremgår af en artikel i dagbladet JydskeVestkysten den 6. januar.
Heri udtaler vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen, Sydøstjyllands Politi, at politiet har afhørt ejeren, men ”vi er ikke kommet nærmere en brandårsag. Så vi kan kun gætte på, hvordan branden er opstået,” siger han.
Men efter at den private rapport nu fastslår forureningens alvor, har både kommune og politi vist ny interesse.