En magisk Santa Lucia-koncert planlægges i Stepping Kirke

De fire medvirkende kvinder i vokalgruppen Høst er: Liv Vester Larsen, Maja Aarøe Freese, Filippa Westerberg og Lene Høst.

Søndag den 14. december kan man forvente en magisk Lucia-koncertoplevelse i Stepping Kirke kl. 16.00.

Denne vinter har Stepping Kirke nemlig inviteret vokalgruppen Høst, som kommer og giver en helt særlig koncertoplevelse i Stepping kirke, hvor de også vil synge sammen med Stepping Spirekor.

– Med smukke danske oversættelser og nye arrangementer af traditionelle svenske Luciasange,samt originale kompositioner i samme stil skabes en stemningsfuld aften, der fylder hele kirkerummet med lys og sang.

Lyset i kirken dæmpes, og levende lys danner en magisk ramme om koncerten, fortæller organist Charlotte Ljungstrøm.

– En klassisk Lucia-procession med Stepping Spirekor og kreative udnyttelser af kirkerummet gør, at sangen strømmer fra alle hjørner og skaber en unik og nærværende oplevelse.

Musikken indrammes af små recitationer af tekster om Lucia, og publikum inviteres til at synge med på udvalgte numre, så hele rummet fyldes af fællessang.

A capella

De fire kvinder i Høst har fundet sammen med den fælles vision at skabe en vokal legeplads. Med deres fire stemmer og intet andet fortolker og udfordrer de traditionerne i den nordiske folkemusik såvel som i den moderne flerstemmige sang. Med inspiration fra nordisk instrumental folk, bulgarsk kvindekor og jazzens univers skaber Høst en ny lyd af nordisk a capella folk; en forårssymfoni af fuglekvidder, kraftfulde rå dissonanser og rytmisk poesi, fortæller programmet.

Lucia-koncerten varer en times tid og er gratis at overvære og lytte til.

Udover de fire kvinder i vokalgruppen Høst medvirker Stepping Spirekor, organist og korleder Charlotte Ljungstrøm og pastor Inger Hvindenbråten.

Hvorfor Luciadag?

Luciadagen er den 13. december. Lucia kommer af latinske lux (lys). Sankta Lucia var en italiensk helgeninde, som led martyrdøden og har helgendag den 13. december, som ifølge den julianske kalender i 1300-tallet blev regnet som årets korteste dag, altså vintersolhverv.

Se også