Ny kaptajn blev begejstret for Stepping Frivillige Brandværn
Mogens Høffner overlader efter 15 år posten til tilflytteren Kim Andresen, som gik all in.

Da Stepping Frivillige Brandværn holdt generalforsamling den 30. januar, var det 17. og sidste gang, at Mogens Høffner afgav sin bestyrelsesberetning som brandkaptajn.
Mogens Høffner har nemlig valgt træde tilbage og give opgaven videre til sin vicekaptajn Kim Andresen.
”Jeg har sat mit aftryk, og nu skal andre til. Kim føler sig klar, og derfor skal han have chancen,” siger Mogens Høffner til TrekantBrand, som Stepping Frivillige Brandværn er en del af. Han fortsætter dog som frivillig brandmand i Stepping.
Han er da også stolt af det brandværn, som han har været med til at sætte sit præg på, siden han trådte ind i værnet for 30 år siden.
”Stepping Brandværn kan noget helt specielt – især i forhold til kammeratskab og fællesskab. Det er det, der holder sammen på os,” lyder vurderingen fra Mogens Høffner.
Da han overtog kaptajnskasketten i 2015, var det et brandværn, som havde det svært – og med kun 15 frivillige brandfolk.
Så Mogens trak i arbejdstøjet og fik vendt skuden. I dag er der 25 engagerede brandfolk i Stepping, som også passer det akutte vejberedskab i Kolding Kommune.
”Jeg er mest stolt af, at vi i dag har et velfungerende brandværn, som har arbejdet sig op og er ligeværdige med resten af beredskabet,” siger Mogens Høffner.
Han glæder sig til at at få lidt mere tid med familien og jobbet ved fabrikken Isover i Vamdrup.
Ny kaptajn
Kim Andresen flyttede fra Kolding til Stepping for knap 20 år siden uden at vide, at den lille by havde sit eget brandværn.
Men brandværnet lagde mærke til ham – og for 15 år siden blev han opfordret til at blive en del af fællesskabet.
Og Kim er gået all in i brandværnet: Han er uddannet holdleder, har været vicekaptajn i flere år og er kendt for sit store engagement, sin retfærdighedssans – og ja, også for at gå rundt med slikkassen på indsatserne.
For Kim handler ledelse om ansvar, fællesskab og om at sikre de bedst mulige vilkår for mandskabet.
”Jeg er så heldig at have en masse med på holdet i Stepping, som vil brandværnet og bare klør på med 250 kilometer i timen. De er engagerede og stiller sig altid klar, så jeg glæder mig til, at vi sammen kan føre Stepping Frivillige Brandværn videre ind over 100-års jubilæet i 2029,” siger Kim om opgaven.
Maria/Henri.
