Birgitte Vester drømmer om at skabe liv gennem CIF

Af Anne-Marie Træholt Rasmussen

Som formand for Christiansfeld Idrætsforening (CIF) drømmer Birgitte Vester om: “At skabe liv og steder, hvor man mødes.”

“Jeg kan li’ at se ting gro,” fortæller Birgitte og peger på spisebordet, hvor der står en spirebakke med ærter. Hun mener det dog ikke kun bogstaveligt og uddyber: “Jeg kan li’ at få ting til at ske.”

De sidste 7 år har Birgitte Vester været formand for idrætsforeningens hovedbestyrelse.
Før det, var hun formand for gymnastikafdelingen og tidligere endnu instruktør og aktivt medlem. Faktisk har hun været aktiv i CIF siden familien flyttede til byen i 1995.
Det, der driver hende er: “Det frivillige arbejde og fornemmelsen af, at man er med til at præge noget. Kan man mon flytte lidt og lave lidt retning og få folk til at samarbejde?”

Projektleder på Bygholm

Til daglig er Birgitte projektleder på Bygholm Landbrugsskole ved Horsens, men foreningsarbejdet lægger hun lokalt. I dag arbejder hun hjemmefra. Hun har netop forladt en arbejdsopgave på spisebordet. Børnene er flyttet hjemmefra, og manden på arbejde, men en tidligere udvekslingsstudent og dennes mand er på besøg. De sover endnu.

1800 medlemmer!

“Vi har omkring 1800 medlemmer,” fortæller hun. Stoltheden fornemmes, for det er ret mange medlemmer i forhold til oplandets størrelse.

“Jo, alle familier er på en eller anden måde medlem,” gætter hun på.

“Langt de fleste idrætsgrene, der er i byen, ligger under idrætsforeningen. De eneste, der ikke er med, er cykelmotion. De har deres egen forening.”

Udvekslingstudenten og hendes mand vælter ind, og tallerkner begynder at skramle. Det lader Birgitte sig ikke forstyrre af, for hun har meget på hjerte:

Alt samlet i Cuben

“Der er en bestyrelse for hver afdeling i idrætsforeningen, og så samler man det hele under hovedbestyrelsen, og det er den, jeg er formand for.”

At få samlet afdelingerne oppe i Cuben giver meget mening for Birgitte:

“Når lille Peter er inde og spille håndbold, så kan mor og far gå i fitnesscenter eller spille fodbold. Så det bliver noget, man gør sammen – tager afsted sammen. Det har været fedt at få samlet tingene. Der er bare liv.”

“Vi snakker om nogle paddeltennisbaner, et cross-fitområde og om, at der skal være en legeplads. Det kan skabe liv omkring Cuben, og det kan måske gøre, at de forældre, der er ovre at træne, kan tage børn med, som kan lege imens,” fortæller Birgitte.

Hun tænker også på de unge.

“De er der til fodbold, og de er der til gymnastik, og måske er det nok.”

Det er dog tydeligt, at Birgitte også gerne vil gøre noget for dem, som mangler et sted at hænge ud, men det er svært. Idrætsforeningen vil forsøge at skabe rammerne og lade resten være op til de unges initiativ.

“Det, vi arbejder på i idrætsforeningen, er at få lavet nogle udendørsfaciliteter omkring Cuben, fx en skaterbane nede ved multibanen.”

Spørgsmålet er dog hele tiden: “Hvem er det for?”

Måske er det ikke alle tiltagene, der er direkte for medlemmerne, men indirekte er det.

“At få skabt et område, hvor der sker noget, og hvor det er sjovt at være, og man kan mødes og være aktiv. Det er det indirekte spil. Og så foregår det omkring Cuben.”

Initiativerne ligger ikke langt ude i fremtiden: “Jeg håber på, vi får sat noget af det i gang i år,” siger Birgitte Vester.

“Vi skal kunne samarbejde”

Som formand har Birgitte ikke nogen favoritidræt.

“Jeg er ligeglad med, om det er fodbold eller håndbold eller bueskydning eller løbeklub, bare vi på en eller anden måde kan få de synergier til at spille, som gør, at vi er sammen. Ellers er der jo ingen grund til, at vi er sammen. Men jeg tror på at ved, at vi er sammen, så får vi også noget mere til at ske.”

Selv har hun gået til gymnastik hele sit liv og kommer efter eget udsagn nok aldrig til at spille fodbold.

“Jeg har aldrig været god til boldspil, så det har ikke været min kop te,” griner hun lidt.
“Det har så været min mands tilgang i stedet.”

Et måde at få venner

Idrætsforeningen gav Birgitte og hendes familie den vennekreds, de som tilflyttere i ’95 ikke havde i byen. Desuden kan foreningslivet noget helt særligt siger Birgitte:

“Det betyder meget, det her med, at vi er sammen om at gøre noget, der enten bliver bedre, eller gør noget godt, eller gør noget for nogen andre.”

Jeg er ret privat

Birgitte taler helst om idrætsforeningens tiltag, men går man hende på klingen og spørger, hvem hun er som person, svarer hun:

“Jeg er mig selv. Jeg vil ikke betegne mig selv som en ildsjæl. Jeg er ret privat, men det, jeg siger og gør, det står jeg inde for. Jeg lover ikke noget, jeg ikke kan holde.”

Hun tilføjer:
“Jeg kan godt li’ at ha nogle ting i gang. Jeg kan godt li’ at være skabende og se ting udvikle sig. Om det så bare er for mig selv, eller det er på mit arbejde, så er det det samme. Men jeg kan også sagtens sidde på sofaen. Ting skal ske i den rækkefølge og hastighed, det kan lade sig gøre, og hvis det ikke kan, jamen så var det ikke nu, det skulle være.“

“Jeg kan godt li at holde mig aktiv, men jeg er ikke nogen sundshedsfreak. Men jeg tror på, at hvis man bruger sin krop og spiser ordentligt osv., så holder man sig i gang og holder sig frisk. Jeg er ikke fanatisk på nogen som helst måde, men man skal passe på sin krop!”

Blåbær selvpluk

Hun smiler og fortæller:
“Jeg kan godt li’ at prøve nogle ting af. Min søster og jeg har lige købt 120 blåbærplanter, som vi skal ha plantet oppe på min mors ejendom. Så vil vi lave blåbær selvpluk.”

At det lige blev blåbær handler både om praktik, det at komme tilbage til at dyrke sit eget, og så lidt om sundhed – ligesom med aktiviteterne i idrætsforeningen.

CIF er ikke alt

Bestyrelsesarbejdet fylder meget i Birgittes liv, men det betyder ikke alt.

“Alt bliver ikke tilrettelagt efter bestyrelsesarbejdet,” siger hun og fortæller om de prioriteringer, der skal til. Hendes egen træning må ofte udskydes for at give plads til møder, men heldigvis har hun ikke længere hjemmeboende børn, så prioriteringerne er blevet nemmere.

“Jeg har også lært, at man ikke skal påtage sig alt,” fortæller Birgitte.

“Det skal ikke være på grund af mig, at tingene sker eller ikke sker. Sommetider skal man sætte sig på sine hænder og så se, om det sker eller ikke sker.”

I 27 år har Birgitte været aktiv i Christiansfeld Idrætsforening. Det er en del af hende og ikke noget, hun ser som en byrde eller ønsker at undvære.

Hun siger selv afslutningsvist om sit formandskab: “Jeg er der så længe, det er sjovt.” Men mon ikke foreningslivet har bidt sig fast under huden på hende?