Solveig vil ikke være bitter

“Jeg vil ikke sidde og være bitter, det får man INTET ud af,” siger Solveig L. H. Clausen. Sammen med sønnen Mogens er hun en genkendelig del af bybilledet. Men hvem er de?

Du har sikkert set dem på gaden i Christiansfeld. Hver dag går de den samme rute. Endda på samme tidspunkt, medmindre det er weekend. Op forbi Xocolatl, hen til Comeniushaven og derfra hjem til Kongensgade. Medmindre de har deres vogn, som de kalder “rullemarie” med, så tager de også hen og handler. Solveig på 65 har sliddegigt, og Mogens på 30 er autist. Begge har de en stok at støtte sig til. Men som Mogens siger til sin mor, når hun har brug for et hvil: “Bare tag dig tid, mor.”

’Som blommen i et æg’

“Vi har det godt sammen. Vi har fred og ro og gode naboer her i byen, men ikke det store netværk,” siger Solveig.

Dagene er meget ens: ”For Mogens har brug for faste og stabile rammer og ikke for mange udsving.”

Men Solveig gør det bedste ud af det hun har: “Mit yndlingstidpunkt er min frokost, den går jeg meget op i. Den skal pyntes efter alle kunstens regler. Vi har det som blommen i et æg,” fortæller hun. Men sådan har det ikke altid været.

Fra fængselsbetjent til førtidspensionist

Før Mogens kom til var Solveig fængselsbetjent ved Københavns fængsler.

”Man kunne risikere at være i Vestre fængsel det ene øjeblik og så gøre tjeneste på politigården det næste, eller Blegdamsvejens fængsel, eller nogen af de mange retssale.”

Hun var glad for det og for uddannelsen, selvom man skulle tage forholdsregler ift. de indsatte: “De kalder os nøglesvingerne. Derfor når man går nattevagt, så holder man lige på sit nøglebundt, for ikke at være provokerende. Ellers vil de jo sige rasle, rasle, rasle.”

Men tingene ændrede sig, da Solveig blev gravid.

Slagsmål i fængslet

“Der var engang, hvor jeg var gravid, og der var sådan en værre ballade nede i fællesskabsrummet, der hvor man lukker de indsatte ind om aftenen. Min kollega måtte gå ind og slås med dem, men det gjorde jeg jo ikke, for jeg havde et barn i maven.”

I stedet trykkede Solveig på alarmknapperne, både på gangen og i kontoret. “Ingen reaktion,” fortæller hun, “Så måtte jeg simpelthed ringe ned til vagten: ‘Sig mig engang, nu har jeg flere gange forsøgt at alarmere, der er slagsmål.”

Alarmen virkede ikke.

“Så da fik man jo et chok,” fortæller Solveig.

Frygt under jorden

Det var ikke den eneste gang under graviditeten, at Solveig følte sig udsat.
“Der var også engang, jeg skulle følge en fange fra fængselsafdelingen til byretten i København. Så går man ad hemmelige, snørklede kringelgange under jorden. Der var ikke andet end 1-2 sorthvide monitorer til at overvåge, hvad der foregik i de gange. Ingen alarmknapper. Og fangen gik og pralede med, at han havde det sorte bælte i karate. Jeg tænkte ‘tak skævben, mand’. Jeg kunne være blevet slået til lirekassemand. Det skete dog ikke, men det kunne være sket. Og ingen ville kunne nå at ile mig til hjælp.”

Fører sag

Derfor gik Solveig på barsel tidligt: “For jeg turde ikke andet, jeg blødte jo 3 gange under graviditeten.”

Solveig blev aldrig fængselsbetjent igen. Undervejs havde hun pådraget sig både angst og PTSD. Efter endt barsel startede hun i flexjob, men de sidste mange år har hun været førtidspensionist.

I gennem mange år har hun kørt en sag med kriminalforsorgen på Mogens’ vegne, da hun mener hans diagnose er et udslag af forholdene under hendes ansættelse, men indtil videre har hun kun fået afslag.

Men så kom Mogens

Det store smil fortæller, hvor meget Mogens betyder for Solveig, da hun fortæller om fødslen: “Jeg husker det, som var det i går – tydeligt. De svøbte ham, som de gør i Rusland. Det kunne jeg ikke finde ud af. Og så fik vi te og ristet brød.”

“Han har sagt mange pudsige ting. En dag han var forsinket fra børnehaven, blev jeg så forskrækket og spurgte: Åh, Mogens hvor blev du af? Så sagde han: ‘Ja, hvad var livet uden mig?!”

“Jeg var færdig af grin.”

Men selvfølgelig var det heller ikke altid let.

Afviste pædagoger

“Mogens kunne ikke gå, da han var lille, og man kunne ikke få øjenkontakt med ham.”
En af pædagogerne i vuggestuen påpegede det, men først afviste Solveig det: “Så er det nok, fordi han ikke gider kigge på dig”.

Først senere fandt hun ud af, at der var noget om det.

I 2006, da Mogens var 15 år, fik han diagnosen Infantil autist.

“Så sagde jeg: For pokker da, ku’ jeg bare have fået det at vide, da han var lille. Så havde jeg vidst hvad jeg skulle, men jeg måtte jo bare ”go with the flow.”

Bor hos mor

I dag er Mogens i et dagtilbud. “De er fx med til at vedligeholde de der skønne områder ude ved Dybvadbro, hvor der er et shelter og gangbroer af træ. De holder det rent, pudser vinduer og luger ukrudt,” fortæller Solveig.

Mogens har altid boet hjemme ved sin mor. Kun en gang om måneden har hun ham i aflastning. Men nu står han på venteliste til en mere permanent ordning.

“Vi har det jo godt sammen, og vi har altid fulgtes ad, så det bliver svært, når han skal ha’ sit eget engang. Lige nu synes jeg ikke, han behøver ha’ det.”

Men når det kommer, vil hun gerne have ham hen på Borgmestervej, for som hun siger: ”Så er vi tæt på hinanden stadigvæk.”

Da hun bliver spurgt om Mogens er klar til at flytte hjemmefra, svarer hun dog prompte:

“Næ, og det piner mig noget. Hvis du spørger ham, så vil han altid være hjemme ved sin mor.”

Selv siger han da også: “Vi har altid fulgtes ad.”

Men som Solveig minder om, bliver de nød til at “snakke om hans fremtid. For hvad i al verden skal man stille op med Mogens, når jeg dør engang.”

Inspireret til at gøre noget ekstraordinært

For Solveig er ikke en der lader stå til, selvom hverdagen bliver nød til at være præget af rutiner. Både inden og efter at hun fik Mogens.

”Jeg havde lyttet lidt til, hvad Troels Kløvedal engang havde sagt: ‘Et menneske burde unde sig i hvert fald en gang i livet, at gøre noget usædvanligt ekstraordinært. Så har man det at tænke tilbage på, når man bliver gammel og affældig.’

Og så tænkte jeg, hvad kan jeg lave, skal jeg være sportsstjerne eller skal jeg være popstjerne, hvad skal jeg være? Jeg ta’r sørme på bibelskole. Jeg synes det var den fedeste tid ever.”
Det var inden Mogens blev født, men efter ham fortsatte hun med at udfordre sig selv og var med til at starte Christiansfeld gospelkor.

“Jeg startede et gospelkor næsten helt alene. Og stod og sang rap solo med håndtegn og en stor baggy t-shirt på. Det var hamrende skægt.”

Man får, hvad man giver

Men Solveig kan godt mærke, at hun i dag er mere træt og ikke magter de store ekstraordinære ting længere. I stedet nyder hun tiden med Mogens, roen og rutinerne. Og bitterhed – det kan hun ikke bruge til noget.

“Jeg vil ikke være bitter eller hadefuld over ting, der er sket i mit liv – for man får INTET ud af det. Man kan lige så godt se og samle sig selv lidt op, og så se og komme videre og finde på noget andet. Det bliver man nød til. Det er mit gode råd til dig,” slutter Solveig.

Når du næste gang ser Solveig og Mogens på deres gåtur, så giv dem et smil og en opmuntring. Det sker der kun gode ting ved. For som Solveig siger: “Man får, hvad man giver til verden.”