Kunst og kultur for alle ved årets festuge
FESTUGE: Det står i kulturens tegn, når Trekantområdets Festuge finder sted fra fredag den 26. august til søndag den 4. august. Festugen byder i år på mere end 350 kulturevents i alle afskygninger for både børn og voksne både i Kolding og de øvrige trekantkommuner.
Ugen byder på kunst, musik, teater, dans og fællessang og internationalt gadeteater. I Kolding bliver højdepunktet kulturnatten den 2. september, der som tidligere er omtalt har 25-års jubilæum.
– Det er 9. gang, Trekantområdets Festuge holdes. Vi er glade for at kunne præsentere et program, som kulturinstitutioner, organisationer, foreninger, restauratører m.fl. har bidraget til at gøre til et festfyrværkeri af oplevelser, fortæller kulturkonsulent Mette Fersløv Schultz fra Kolding Kommune.
Kunst for alle
Et af årets højdepunkter er det nyskabende og interaktive værk BYCACTH, som består af store oppustelige og flydende skulpturer i imponerende formationer, der inviterer til interaktion, eftertænksomhed og oplevelser med alle sanser. BYCATCH opleves på åen ved Riberdyb fra d. 2.-4. september. Værket er af den internationale Berlin-baserede kunstnerduo Daniel Hölzl og Abie Franklin og er støttet af Region Syddanmarks kulturpulje.
Hele familien kan også tage på ”Den Store Hemmelige Kunstjagt”. Her har børn skabt og gemt en række kunstværker, som andre børn skal finde. De mindste kan også give sanserne frit spil, når Folkehuset Kolding inviterer til kunstneriske legende sanseworkshops i børnehøjde, og alle børn kan også opleve kunst i børnehøjde ved Nicolai for Børn i Kolding.
Jazz og gadeteater
Ingen festuge i Trekantområdet uden jazzmusik. I år bidrager Jazz i Trekanten til programmet med uforglemmelige jazzoplevelser til børn og voksne i alle aldre. Det hele skydes i gang fredag den 26. med sommerjazzfest på Godset med UJNFOR med Benjamin Koppel Quartet og Jazz Galla feat, samt Kaya Brüel og Marie Carmen Koppel. Og dagen efter byder den traditionsrige Jazz ved Søen på fire gratis koncerter ved Slotssøen i Kolding. Og det er fra kl. 10 til 17. På kulturnatten er der jazz på åen, på Kolding Egnsteater og i gårdhaven ved Riberdyb 10.
Malene Kjærgård runder festugen af sammen med hendes store orkester og et lokalt børnekor, når Jazz i Trekanten inviterer børn og voksne til koncerten Jorden Rundt på 1. klasse på Skamlingsbanken.
Om Trekantområdets Festuge
Trekantområdets Festuge sætter hvert år spot på det fantastiske kulturliv i vores område. Kulturinstitutioner, foreninger og frivillige i Billund, Fredericia, Haderslev, Middelfart, Kolding, Vejen og Vejle udvikler kulturlivet i fællesskab og skaber sammen en vild uge med overraskende begivenheder. Festugen er finansieret af Kulturregion Trekantområdet, de syv kommuner, Kulturministeriet og private fonde og sponsorer.