Koldings unge taler på Skamlingsbanken
Koldings unge skal afprøve deres talefærdigheder ved Talefest på Skamlingsbanken 30. september. (Foto: Museum Kolding)
SKAMLINGSBANKE: Tyve unge talere fra gymnasier og HF i Kolding tager 30. september ordet på Skamlingsbankens historiske talerstol ved et arrangement, som benævnes Talefest.
Talefest handler om talekunst, dialog og medborgerskab – og slutter med koncert med Bro og Jimi lian. Talefest er en del af projektet ‘Norden og Verden’, der skal styrke nordiske unges fællesskab og demokratiske selvtillid.
Hvorfor Talefest?
Demokratisk deltagelse og styrken i det talte ord er nøgleordene, når Museum Kolding i samarbejde med Danske Taler og talerskolen Røst tilbyder et forløb i taleskrivning til gymnasier i Kolding.
I forløbet trænes eleverne i praktisk taleskrivning, i at finde deres stemme og i at bruge den foran et publikum. Det hele kulminerer til Talefest på Skamlingsbanken 30. september med taler, koncert og fællessang, der skal ruske nyt liv i ånden fra de gamle folkemøder, lyder det i en pressemeddelelse fra Museum Kolding.
Det er meningen, at i de kommende år skal projektet vokse med deltagere fra ungdomsuddannelser i hele landet og fra de øvrige nordiske lande, når talefesterne bliver fællesnordiske.
Et historisk sted
– Med Talefest vil vi inddrage de unge og give dem mod og værktøjer til at tage ordet i den demokratiske debat. En debat, der danner grundlag for vores samfund og som har sit arnested netop på Skamlingsbanken, der siden 1843 har været et folkeligt og nationalt samlingssted.
Store talere har stået på banken og talt med en kraft, der har ændret forholdene for mange – for retten til at tale dansk, for kvinders valgret og til fejringer ved befrielsen, siger Rune Lundberg, direktør for Museum Kolding.
Alle er velkomne på Skamlingsbanken 30. september fra kl. 14.30 til musik, taler og madboder og arrangementet er gratis, lyder det fra Museum Kolding. /sebro