Håndværkets Dag: Et arrangement byen kan være stolt af
Her løsner Eva Kjer Hansen båndet som symbol for at
Håndværkets Dag var åbnet.
Eva Kjer Hansen (tv), Niels Thorsgaard og Jytte Ludvigsen fra Christiansfeld Lokalhistorisk Forening ved præsentationen af årskalenderen.
Fra foredraget med Hanne Pjedsted på podiet.
Fra Søstrehusets gård.
Tekst og foto: Svend Erik Brodersen, journalist (DJ)
CHRISTIANSFELD: At der lørdag formiddag trak mørke skyer hen over himlen over gården ved Søstrehuset i Christiansfeld skabte forståeligt bekymrede miner. ”Håndværkets Dag” ventede nemlig forude.
Klokken var præcis 10, da formanden for Kolding Kommunes kulturudvalg, folketingsmedlem og tidligere minister, Eva Kjer Hansen (V), trådte frem. Hun havde fået opgaven at åbne for dagens begivenheder. Det gjorde hun ved at fortælle kort om dagens program – med Rune O. Lundberg, direktør for Museum Kolding, ved sin side.
Traditionen tro var der fællessang: “Se nu stiger solen af havets skød. Og det var ligesom, det var hørt ”deroppe”, for næsten samtidigt – pist var skyerne væk og solen begyndte at kikke frem.
– Wauw. Tusind tak for at I vil vise os jeres evner ud i håndværk og kunst, og inspirere os i valg af fritidssysler, sagde Eva Kjer Hansen, henvendt direkte til de håndværkere og udstillere, der medvirkede.
Og så klippede hun båndet, som markerede åbningen med ordene: “Rigtig god Håndværkets Dag til jer alle”.
Vi benyttede der efter tiden til at kikke lidt rundt for at se, hvad arrangementet bød på – både i gården og inde i det historiske hus, Søstrehuset. Og der vistes håndværk og udstillinger i høj kvalitet. Et arrangement byen kan være stolt af!
Inspiration fra UNESCO-byen
Helt oppe på anden sal i huset, blev der fra klokken 11 lyttet til et foredrag, hvor der fra podiet og på billeder blev uddelt gode idéer til, hvordan interesserede bedst muligt kan finde inspiration til at komme i gang med strikningens kunst.
Og i tilslutning kunne der ses en interessant udstilling af netop håndstrikkede ting – lavet med inspiration fra den spændende UNESCO-by af en gruppe damer, der kalder sig for GEM’erne (GarnElskende Mesdames).
– Strik er en passion … måske kan det endda kaldes en ”lidenskab”. Sådan er det, når man ikke kan lade være med at strikke. Det er jo en spændende proces at iagttage bygninger, interiør og genstande fra samlinger rundt om i byen, og så med pinde og garn skabe værker, der afspejler iagttagelserne med fortolkning gennem de personlige briller og via materialer og strikkemetoder, fortalte Hanne Pjedsted, som er med i gruppen.
Præsentation af Årskalender 2023
På slaget 12 blev ”Christiansfeld Årskalender 2023” præsenteret. Og samtidig blev der åbnet for salget af værket. Og det skete helt som sædvanligt i gården tæt på lokal historiefolkets flotte stand:
– Årskalenderen 2023 omhandler livet i Christiansfeld og omegn med overskriften; ”Arbejdsliv og Fritidsliv”. Der skal her lyde en stor tak til bidragsyderne – uden Jer ingen kalender, lød det blandt andet fra formanden for Christiansfeld Lokalhistoriske forening, Nels Thorsgaard.
Og så kunne han med glæde meddele, at det var lykkedes at holde prisen for kalenderen på 60 kroner. Det samme som sidste år til trods for store prisstigninger især på papir. Kalenderen er nu udlagt til salg i byens butikker.
Eva Kjer Hansen havde også påtaget sig opgaven med ord at erklære kalenderen for officielt udgivet. Bag udgivelsen af kalenderen står som sædvanligt Christiansfeld Lokalhistoriske Forening.
Og så var der pludselig smuttet et par timer i godt selskab med udstillere, arrangører og fremmødte i hyggelige historiske omgivelser:
Igen et kik op afslørede, at nu skinnede solen fra en klar himmel – fuld fortjent – hen over gården og de mange udendørs stande helt klar til at tage i mod programmet og gæsterne for resten af dagen.
Arrangør af ”Håndværkets Dag” var Museum Kolding.