“Det er godt at være pensionist i Christiansfeld”

Den 10. november var det 50 år siden, at Jytte Jakobsen flyttede ind i det nybyggede hus på Odinsvej med sin mand.

“Jeg har været så glad for at bo her, ellers var jeg nok også flyttet.”
For nylig var hun endda i JyskeVestkysten sammen med naboerne, hvor de fortalte om deres gode naboskab.

Masser af børn

“Det var fint at bo her, når man kom som par – vi var lige blevet gift, og så kom der børn til. Det var et vældigt godt område for børn, og vi havde jo allesammen åbne døre. Der var mange børn på vejen. Større børn og mindre børn, og de løb bare sammen. Skulle man lige ned i byen og ikke vidste, hvor de var, så vidste man, at de bare gik over til hinanden. Det var fint.”

Ingen penge

Måske skyldtes det gode naboskab også nød, fortæller Jytte.

“Det, vi allesammen havde nok af, var ingen penge. Så vi lånte dit og dat af hinanden. En havde en skovl, og en havde en rive. Vi lånte på kryds og tværs. Vi har stadigvæk sammen med nr. 27 hver en halv stige, der kan sættes sammen til en hel. Men nu er vi så gamle, at vi slet ikke kan kravle op på sådan en høj stige. Det er lidt komisk. Men det var vigtigt for os, hver at have en halv.

Det siger også noget om fællesskabet. Ja, vi holdt skam sommerfester og andre fester, hvor vi delte 2 øl ude på vejen, som sommetider udartede sig. Der var vældig gang i den. Vi var jo også unge allesammen.”

Hun kan stadig tage fusen på sine naboer og havde da heller ikke informeret dem om, at journalist og fotograf fra JydskeVestkysten var inviteret til middag sammen med naboerne i anledning af de mange år sammen på vejen. Men de tog det pænt, da overraskelsen havde lagt sig.

”Vi har det godt, også med de nye på gaden. Vi har en flagliste, og er der noget, så flager vi, så vidt vi kan. Men det går også nok, hvis man glemmer det, fortæller Jytte.

” Vi må også nogle gange sende en sms og sige: Hva’ – vi tror, du snart skal have flaget ned. Og det tager vi positivt. Det har været en vældig tryghed at være her både på gaden og i byen.”

Turistbureauet gav tilknytning til byen

Men Jytte fører en travl pensionisttilværelse og er meget optaget af andre ting i byen også.
“Jeg fik arbejde på turistbureauet, så jeg er også tæt knyttet til byen. Der var også mange lokale, der kom, for dengang havde man landkort og brochurer for hver by.”

Jytte startede der i 1980.

”Faktisk har jeg været mere eller mindre i turistbranchen altid. Der var lige et par år, hvor jeg hoppede fra og var nede ved bl.a. EDC, men så trak det lidt igen, det der med turister. Så da Dancenter skulle bruge en, kunne de godt bruge mig. Det var lige overfor posthuset. Der var en hjørnebygning, og da den skulle rives ned, boede vi i en skurvogn. Men vi kom tilbage til den nye hjørnebygning, og det var rigtig fint.”

Der var også travlt på turistkontoret dengang.

“Vi havde alle de turister, der kom lørdag og afleverede og hentede nøgler til sommerhusene nede i Hejlsminde.”

Turister blev venner

“Når man har været på turistbureauet i så mange år, så bliver man også lidt kendt blandt kunderne. I 1998 var der nogle gæster fra Østtyskland, et ægtepar med en voksen datter på 20. De havde lejet et sommerhus.

Efter jul kom der en besked, om jeg kunne tænke mig at få deres datter i praktik. Det måtte hun da rigtig gerne. Senere skrev de, om jeg kunne være behjælpelig med at finde en bolig til hende. Jeg tænkte, at en pige på 20 år, som kommer fra det gamle Østtyskland, hun skal da ikke bo på et værelse med tekøkken. Så jeg tilbød, at hun kunne bo hos mig, for mine børn var flyttet hjemmefra.

Hun boede hos mig i 3 måneder. Vi var på ture til både København og Århus og ved grænsen. Engang var vi i Klitmøller, og det var første gang, hun så Vesterhavet. Det var en stor oplevelse for hende, men også for mig at se hendes oplevelse. Man får et andet syn på Vesterhavet, fordi det var så stort for hende. Jeg har god kontakt med hende stadigvæk. Hun blev gift sidste år, og vi var med til hendes bryllup i Tyskland.”

Turisterne vælger os til

”Vi har også haft nogle andre kunder, som vi fik et forhold til. Vi var nede og besøge dem, og de boede helt oppe på toppen af et lille bjerg. Nede i dalen flød Rhinen, og der var vinmarker oppe ad skråningerne, store slotte og kirker. Ej, det var så flot. Så sagde vi til hinanden: Hvad i alverden vil de da i Hejlsminde? Men den udsigt var jo hverdag for dem, lige såvel som Hejlsminde og Christiansfeld er hverdag for os.”

Altid hjælpsom

Jytte kan slet ikke lade være med at hjælpe turisterne, selvom hun nu er pensionist.

”Sådan har jeg haft et godt arbejdsliv. Jeg var glad, når jeg gik på arbejde og glad sidste dag, da jeg gik hjem. Så kan du ikke forlange mere.”

Eneforsørger

Oven i arbejdet har Jytte i mange år måttet klare børnene og hverdagen alene.

“Min mand var syg, han havde sclerose, og indenfor et år skulle Iver på højskole, og Kim var på efterskole, og vores hund døde, og min mand kom på plejehjem. Og jeg skulle jo passe mit arbejde, så vi havde noget til terminen,” husker Jytte.

“Dengang var det jo ikke så almindeligt. Folk var så søde og sige: Nå, jamen når du er alene, så kan du vel ikke blive i huset. Men det ku’ jeg jo ligesom! Jeg havde jo deltidsarbejde og klasselotteriet ved siden af, for at det skulle hænge sammen, indtil jeg fik fuldtidsarbejde.
Det var lidt turbulent, men jeg vidste inde i mit hoved, hvad der skulle ske, og det var faktisk godt nok. Men det var da svært. Jeg føler faktisk, at der har stået ret stor respekt omkring mig, fordi jeg holdt det hele selv. Jeg kunne godt klare mig alene. Jeg er privilegeret. Mig er det ikke synd for,” siger Jytte Jakobsen.

Alene, men ikke en stille tilværelse

”Det er få, der har det så godt som mig. Jeg har så mange venner og veninder, bl.a. fordi jeg er med i Odd Fellow logen, og det har jeg været i 23 år. Som mine børnebørn siger: ’Du har så mange veninder farmor, det ved vi godt, for når de ringer, så snakker du meget’.”

Særligt veninderne hjalp i den hårde periode, og nu har Jytte en ny partner i livet.

“Jeg har Leif og har haft det i et par og tyve år, men vi bor jo ikke sammen. Vi har sådan et cola forhold, ‘couples living apart’, og det har vi det fint med.”

Herudover er der meget at passe.

“Jeg går jo til, hvad der passer mig. Fx i går: først fik jeg lige kigget huset igennem i de hjørner, man ellers ikke får kigget i. Så skulle jeg til møde i syudvalget i Kolding, og så nåede jeg lige præcis hjem til aftensang kl 16.50. Så passede det med, at jeg lige kunne nå hjem og spise, inden jeg spadserede ned i seniorhuset og hørte om Lindegade i den lokalhistoriske forening.”

”Jeg vil da være med til det hele,” siger Jytte Jakobsen og storsmiler:

“Jeg håber, det kan give inspiration for andre, og jeg kunne tænke mig, at en overskrift for denne artikel kunne være: Det er godt at være pensionist i Christiansfeld.”