Martensens er meget mere end en boghandel

Lotte Præst Rasmussen og hendes mand, Finn, overtog forretningen efter hans moster, frøken Martensen, i 2001. I dag hjælper deres datter Maria Kaarup Rasmussen til både i butikken og på kontoret.

– Vi har MANGE ting, siger Maria.

Det er der en grund til. I 1906 overtog Villads Martensen en Papir- og Galanterihandel, dvs. billige smykker og pynt.
Kombination af bøger, papir og ’galanteri’ har de holdt fast ved lige siden og er kendt for.
Men Martensens boghandel er i tidens løb blevet meget mere end varer på en hylde.

Alle kan få hjælp

– Mange føler, at de kender os, fordi vi har været her i så mange år, så vi bliver sådan lidt ’institutionsagtige’. Vi har også hjulpet med at skifte batteri i høreapparater og tanke taletidskort op, siger Maria.

Lotte tilføjer:

– Det er ikke den store ulejlighed, og så kan man håbe, at de husker os næste gang, de skal bruge noget. Der var engang én, der kom strygende ind og spurgte, hvordan han kom ud til Aller Mølle, for han skulle til jobsamtale. Om han kunne gå derud? ’Det ku’ han da godt’. Men han skulle være der om 10 minutter. ’Ved du hvad’, sagde jeg, ’så er det ud i min pot og så kører vi.’

– Det giver nogle sjove oplevelser, siger Maria.

– Der var også én dag, hvor jeg skulle hjælpe én med at ringe til sin bank. Han måtte ned og sidde, for han havde en konto, han ikke vidste, han havde. Han troede egentlig, han var bankerot, men gik lettet herfra.

Vi vil rigtig gerne hjælpe, men vi har også travlt, så vi bliver nogle gange nødt til at sige: ’I dag kan vi simpelthen ikke.’ Og efter alt det med persondataloven, så må vi jo ikke. Men ellers har vi hjulpet med ret mange ting.

Det er jo sådan, det bliver, og det synes jeg også er hyggeligt. Folk ved jo ligesom, at de kan regne med os. Sådan har det altid været – også i frøken Martensens tid.

Frøken Martensen

– Vi er allesammen i familie med frøken Martensen. Det er min fars moster, indskyder Maria.

– Mange kaldte hende frøken Martensen, men i vores familie kaldte vi hende alle sammen Moster eller moster Matte, selvom det var min fars moster. Hun var vores allesammens moster og tryghedsperson.”

Frøken Martensen var Villads Martensens datter. Hun begyndte i butikken i 1944, men overtog og bestyrede den fra 1954 til 2001.

– Hun var jo også en form for en institution – især for børn, og hun sendte telegrammer til konfirmanderne hvert år. Men til sidst sad hun herovre i hjørnet, fortsætter Lotte og peger rundt i det lille baglokale.

– Der havde hun sit skrivebord og en skuffe, hun trak ud med en pude på, så hun kunne få benet op. Så kunne hun godt sidde og sove herude, mens det føg om ørerne på hende.
Maria og Lotte griner, som kan de se det for sig.

– Hun var simpelthen så sød og reel. Men hun havde også en enorm respekt, og det har hun stadigvæk, når folk snakker om hende.

– Frøken Martensens skygge kan måske være stor at leve i?

– Ja, heldigvis, siger Maria og Lotte: – Det var sådan én, man godt ville identificeres med.

Lotte overtog i 2001

– Familien ville have, at vi skulle fortsætte som hidtil, men det ville jeg ikke. Går det godt, så vil jeg være med til at skumme fløden. Går det skidt, så vil jeg ikke have, at der er andre, der også skal betale til det, fortæller Lotte. Og der skulle noget nyt til.

– Da jeg kom herned, havde de kun en drejetelefon. Og der var jo firmaer, vi skulle ringe til, hvor man skulle trykke sig ind.Det kunne vi ikke, fortæller Lotte.

Samtidig mener ingen af dem, at der skal for meget fornyelse til heller. De har udvidet med webshop, bygget om og flyttet rundt, men man skal stadig kunne mærke den gamle butik bag det hele.

De får da også stadig kommentarer fra kunderne om, at: ”Der lugter, som der plejer.” Og: ”Man føler sig hensat til Matadorserien.”

Det er de stolte af, og kunderne belønner dem.

Kunderne kommer langvejs fra

– Folk kører efter os, fortæller Maria.

– Vi har mange turister, men vi har også rigtig mange faste kunder fra Kolding, Bjert, Vojens og Haderslev udover de lokale. Nogle siger, at de føler, de støtter noget lidt mere lokalt ved at støtte os. Og vi kan jo få rigtig meget hjem … Det kan der godt gå sport i, bekræfter Lotte, som desværre er blevet alvorligt syg og ikke længere kan give en hånd med i butikken.

Sygdommen ramte for 1½ år siden

– Jeg er sygemeldt og kommer ikke til at arbejde mere. Jeg er fri for cancerbehandling i øjeblikket, men jeg kommer aldrig af med det.

Maria tager over, da Lotte ikke kan sige mere:

– Det ændrer jo meget ved en hverdag, at Lotte går hen og bliver syg. Det gør, at man skal sadle om, og hun skal jo have 110% fokus på sig selv og på at vinde over det her. Men det går heldigvis godt, og mor har det godt, men der er virkelig gode og dårlige dage. Vi prøver at være positive i det. Mange spørger, ’Overtager du, og har du købt det?’ Men vi ved det jo ikke engang selv. Vi har skullet synke alt det, der er sket. Men vi arbejder på at finde ud af, hvad der skal ske. Indtil da beskytter vi hinanden.

Tiderne er hårde

– Folk tænker lidt mere over, hvad de køber, men de prioriterer også og køber noget af bedre kvalitet, fortæller Maria.

– Vi har valgt at være positive i forhold til butikken. Det kan altid gå bedre, men det kunne også gå dårligere. Men det er klart, at med alle dem, der lukker i byen, så begynder det at blive tyndt.

Nogle kommer ind og spørger om vi lukker, hvortil vi siger ’Det er ikke vores plan, men man kan jo ikke love nogen noget’. Men ligesom alle andre butikker i byen, er vi ekstremt afhængige af, at vi har de turister, vi har, og at ikke mindst de lokale bakker op og giver butikkerne en chance.

Næste generation?

Maria har arbejdet fuldtid i butikken siden 2016.

– Jeg pressede lidt på, for jeg elsker at være her. Det har jeg altid gjort. Vi besluttede os for at prøve at arbejde sammen, og det gik godt. Altså, mor var jo min chef, men det var aldrig et problem.

Maria føler sig hjemme i butikken, og når de sommetider er der på en søndag, fordi mor og far bor på første sal, skal hun da lige ned i butikken og kigge lidt. Hun kan simpelthen ikke lade være.

Som Lotte siger det på en god måde: ”Hvis man ikke trives i det, så lægger man ikke så mange kræfter i.”

Og da Maria bliver spurgt, om hun er klar til at overtage institutionen Martensens Boghandel, svarer hun med kun lidt omsvøb: ”Det tror jeg, jeg har været i mange år.”