Corona kørte veteran-toget af skinnerne

Det var ikke mange kilometer det gamle veterantog fra Lunderskov fik kørt i 2020. Corona kørte toget af skinnerne. (Sebro press)

VETERANTOG: Alle planlagte kørsler med Sydjyllands Veterantog fra Lunderskov måtte på grund af corona restriktionerne aflyses. Alligevel blev det til én enkelt kørsel.

Det var en intern tur fra Lunderskov til Kolding og tilbage igen, og det var udelukkende for at se, om nyrestaurerede hjullejer på et par istandsatte gamle personvogne kunne klare turen uden at løbe varme. Det kunne de, og turen, som foregik den 21. november, forløb derfor helt, som man havde håbet.

Det var i øvrigt to gamle hyggelige personvogne, som var på prøvetur. Den ene vogn er fra 1917 og har oprindeligt tilhørt den for længst nedlagte privatbane, Kolding–Troldhede-Vejen–Jernbane (TKVJ), som havde ikke færre end tre stationer i vores lokale område nemlig i Ferup, Korsvang og Jordrup.

Banen blev nedlagt 30. marts 1968 – men den gamle personvogn er altså bevaret hos veteranbanefolkene i Lunderskov. Den anden vogn, der var med på turen, har oprindeligt tilhørt den forlængst nedlagte privatbane, Horsens–Juelsminde Jernbane.

»Det var ellers muligt for os at køre juletog med veterantoget, men et flertal i bestyrelsen syntes ikke, at det gav mening at køre. Alle skal jo have mundbind på – det gælder også for personalet. Toiletterne skal være aflåste, og vi må forbyde vore gæster at opholde sig på vognenes ende-perroner – og så er der ikke meget stemning tilbage i toget«, siger formanden for Sydjyllands Veterantog, Henrik Cordtz, til Kolding Lokomotiv Klubs medlemsblad, Togfløjten.

Situationen for klubben, som holder til i og ved den gamle lokomotivremise i Lunderskov, betyder, at året 2020 blev det år, der blev kørt færrest kilometer med eget veterantog, siden de gamle tog første gang dampede ud fra Lunderskov. Det var i 1972.

Her sidst på året 2020 skulle toget, – hvis det ellers havde været normale tider, have kørt juletog både på veterantogstrækningen mellem Vojens og Haderslev og strækningen Vejle– Grejsdalen. Men begge arrangementer valgte man altså at aflyse.             /bro

Se også